Debat

Dragør-modellen fortsætter i ny version

Inklusion af børn med funktionsnedsættelse, autisme og adhd i den almen folkeskole.

Af Administrator
| | 5 min læsetid

ÅBENT BREV: Nogle af vores børn og unge er efter udredning visiteret til special- og behandlingsskoler i andre kommuner.

Dragørs Kommunalbestyrelse ønsker, at de udgifter, der er forbundet med tilbuddene – inklusive transport – forbliver i kommunen.

Kommunalbestyrelsen kommer i et projekt med navnet »mellemformer« med en række forslag til inspiration til at finde fleksible løsninger, som giver elever med særlige behov mulighed for at få deres undervisning så tæt på det almene miljø som muligt.

I Dragør Kommune har man valgt den økonomiske Dragør-model til at øge skolernes incitament for at visitere til egne specialklasserækker. Dragør-modellen betyder, at politikerne overlader det daglige ansvar til skolelederne, mens fordelingen af de faste beløb til enten normal- eller specialområdet er politisk besluttet.

Nu skal Dragør-modellen revideres til version 2.0.

Den nye kommunalbestyrelse, som netop er tiltrådt, har underskrevet en konstitueringsaftale, hvor der blandt andet står, at der skal udføres en gennemgang af sagsbehandlingstider, og der skal være retssikkerhed med ordentlige sagsbehandlinger.

Kommunalbestyrelsen vil altså fortsætte med Dragør-modellen.

Statsminister bekymret

Statsminister Mette Frederiksen udtrykte i sin nytårstale bekymring for udviklingen af børn og unges trivsel:

»Vi kender nok alle sammen et barn eller ungt menneske, der ikke har det godt. Et barn, hvis barndom tynges af angst, skolevægring, mistrivsel eller manglende tro på sig selv og livet. Selvom de fleste børn og unge i Danmark lever gode og lykkelige liv. De ser en verden, der er ny for deres øjne. De har drømme og håb for fremtiden. Så er der alt for mange børn og familier, der slås mod mørket. Enten i sindet. Eller i oplevelsen af at kæmpe mod systemet. For mange står alene i en svær situation. Mor og far går tappert på arbejde. I gør jeres bedste. Men tvivlen nager. Ringer de fra skolen igen? En teenager, der er alene derhjemme. Uden fysisk fællesskab med andre. Skænderier om skærmtid, sociale medier og mobiltelefoner. En fejlslagen inklusion i folkeskolen. I er hårdt spændt for,« lød det blandt andet fra statsministeren.

Det samme mener formanden for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen.

»Hun (Mette Frederiksen, red.) nævner helt rigtigt den store smerte, som alt for mange elever og deres familier oplever med skolevægring, fejlslagen inklusion og manglende fællesskaber,« siger han til fagbladet Folkeskolen.

Med disse alvorlige udtalelser mener vi, at borgerne kan forvente en status samt svar på en række spørgsmål i forbindelse med Dragørs kommunalbestyrelses revision af nye visitationsmetoder i Dragør-modellen 2.0.

Med venlig hilsen
Elizabeth Christensen m.fl.

Spørgsmål og svar

Elizabeth Christensen og Peter Hansen stillede i deres åbne brev en række spørgsmål til Dragørs borgmester, Kenneth Gøtterup. Her følger udvalgte spørgsmål og borgmesterens svar:

1. Hvilke tiltag vil kommunalbestyrelsen gøre ved den åbenbare uenighed om »en fejlslagen inklusion i Folkeskolen«?

Svar fra borgmesteren: Du henviser til en »åbenbar uenighed« og »fejlslagen inklusion«. Jeg kan ikke læse, om du mener, at det handler om Dragør Kommune eller generelt på landsplan. Det er min vurdering, at der i Dragør ikke er store uenigheder, eller der har været iværksat fejlslagne tiltag. Forvaltningen følger løbende op på kvalitet, trivsel og faglighed på skolerne. Alle skoler arbejder målrettet med indsatser for elever i udfordringer samt med udvikling af læringsmiljøer, der tilgodeser alle elever. I Dragør Kommune er der et igangværende gennemgående kompetenceudviklingsforløb på skolerne for at sikre trivsel og deltagelsesmuligheder for alle elever.

2. Vil kommunalbestyrelsen fortsætte med at accepterer en sagsbehandlingstid for ansøgning om »tabt arbejdsfortjeneste« på 80 arbejdsdage?

Svar fra borgmesteren: Serviceniveauet fastsættes politisk og ikke af administrationen. I forbindelse med tabt arbejdsfortjeneste er arbejdsopgaven uddelegeret til Tårnby via det forpligtigende samarbejde, hvor sagsbehandlingstiden kan være op til 12 uger. Forvaltningen er i løbende dialog med Tårnby omkring samarbejdet og serviceniveauet. Det er min opfattelse, at mange sager afgøres langt tidligere. Jeg har bedt forvaltningen om at lave en opgørelse over sagsbehandlingstiden for 2025, som kan danne grundlag for en drøftelse i det ansvarlige udvalg.

Få endnu mere eksklusivt indhold!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra Dragør direkte i din indbakke.

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER