Som i flere andre kommuner er skoledistrikterne i Dragør Kommune flydende, så man hvert år kan tage hensyn til, at søskende skal kunne gå på samme skole, at der ikke bliver for mange elever i klasserne, og at der er en jævn fordeling af eleverne på kommunens tre skoler.
I år betyder det dog, at forældrene ekstraordinært sent får besked om, hvor deres barn skal gå i skole. Alle børn, der skal starte i børnehaveklasse efter sommerferien, flyttes fra børnehaverne over i sfo’erne på skolerne den 1. maj.
Men Børne-, Fritids- og Kulturudvalget besluttede inden jul, at der på grund af en skæv søgning til skolerne skulle justeres i skoledistrikterne igen. Derfor er forældrene blevet oplyst om, at de ikke får noget konkret at vide om skolefordelingen inden tidligst i slutningen af marts. Tidligere år har forældre fået besked om skoleønsket så tidligt som i november året før selve skolestarten.
Behov for større tilpasning
Om processen bag den sene udmelding forklarer Henrik Kjærsvold-Niclasen (V), formand for Børn-, Borger og Velfærdsudvalget, at søgningen til de tre skoler ændrer sig år for år på grund af både til- og fraflytning og skoleudsættelser.
Så det er først i vintermånederne og efter en gennemgang af den digitale skoleindskrivning, at kommunen kan have det fulde overblik over, hvordan eleverne fordeler sig, og om der er behov for tilpasning af skoledistrikterne. Og netop i år har der været behov for en større tilpasning.
»Vores politiske ønske er, at børnehaveklasserne i Dragør ligger så tæt på 24 elever som muligt. I år ser vi en markant skævvridning i elevfordelingen, og derfor har vi bedt forvaltningen se på distrikterne igen. Det handler om at skabe de bedste rammer for alle børn, både fagligt og socialt,« siger Henrik Kjærsvold-Niclasen.
Forståelse for usikkerheden
Han er klar over, at det kan føles utrygt for forældre og børn.
»Jeg har stor forståelse for, at nogle forældre oplever usikkerhed lige nu. Men hvis vi skal træffe den rigtige beslutning, er vi nødt til at arbejde grundigt med tallene og de pædagogiske hensyn. Alternativet er at fastholde meget store forskelle mellem skolerne, og det vil også få betydning for børnenes hverdag,« siger han.
Udvalgsformanden mener godt, at man kan tage gode snakke med sit barn om skolestart, selvom man ikke kender den endelige skolevej endnu.
»Selvom den endelige skoleplacering først kommer senere end normalt, kan man som forældre sagtens begynde de gode samtaler med sit barn om skolestart. De grundlæggende elementer i at begynde i skole ændrer sig ikke med adressen,« siger han.
Søskendegarantien gælder i øvrigt stadig. Så har man allerede et barn i en skole i Dragør og har ønsket denne skole til endnu et barn, der skal begynde i børnehaveklasse, kan man regne med, at dette bliver opfyldt.