Kultur

Havfruekrigen har bredt sig til Vestjylland

Den Store Havfrue fra Dragør Fort har fået bølgerne til at gå højt i Lemvig

Af Administrator
| | 3 min læsetid
Havfruekrigen har bredt sig til Vestjylland

Det er ikke kun i Dragør, at den fire meter høje skulptur Den Store Havfrue vækker debat.

Granitskulpturen, der sidste år blev bortvist fra sin placering på Dragør Fort, fordi Slots- og Kulturstyrelsen vurderede, at den ikke passede ind i omgivelserne på den fredede fæstning, er nu også blevet et varmt emne i den nordvestjyske kystkommune Lemvig.

Baggrunden er – som tidligere beskrevet i Dragør Nyt – at lokale erhvervsfolk i Lemvig har tilbudt at skænke skulpturen til kommunen, og gaven nåede at blive godkendt i Lemvigs Familie- og Kulturudvalg, inden selvsamme kommunes Økonomi- og Erhvervsudvalg valgte at ændre det klare ja til et måske i december.

Sagen blev sendt retur til Familie- og Kulturudvalget med henblik på at få havfruens skæbne sendt i høring hos Lemvigs borgere og andre interessenter. Her er der ikke enighed.

Tung og klodset

Lemvig har et billedkunstråd og en kunstpolitik – og der passer havfruen ikke ind, mener Christine Løventoft-Naur, der både er direktør for Lemvigs Museum for Religiøs Kunst og billedkunstrådet. Hun er blevet interviewet til en længere artikel i Politiken, der har været omkring nordvestjylland for at skildre debatten i byen.

Det var et enigt billedkunstråd, der indstillede til kommunen, at vi ikke mente, at de skulle tage imod skulpturen. Vores hovedpunkt var, at der ikke er tale om kunst

siger Christine Løventoft-Naur til Politiken, der også gengiver billedkunstrådets holdning om, at havfruen "fremstår tung og klodset", og at ansigtet mangler "karakter og udtryk" i sine træk.

Havfruens store brystparti bliver også nævnt som noget, der giver stilforvirring i forhold til statuens ellers naturalistiske billedsprog.

Selvom netop havfruebrysterne har fyldt meget i den enorme internationale omtale af havfruen, er det dog ikke dem, der er hovedudgangspunktet for kritikken, understreger direktøren.

Det handler ikke om at være bange for bryster. Det handler om kunstnerisk kvalitet

siger hun til avisen.

Den lokale erhvervsmand Gunnar Lisby Kjær er bagmanden bag planerne om at flytte havfruen til hjembyen Lemvig. Han opdagede den tilfældigt under en tur til Dragør og fandt ud af dens historie.

Jeg tænkte ikke en skid på kunst og kultur. Jeg tænkte bare, at den havde stået på Langelinie, og at den kunne blive medvirkende til at sætte os på landkortet

siger han til Politiken, hvor han dog også påpeger, at den repræsenterer et frisind, og han mener, at den kan være en turistmagnet.

Man skal da lige ud og se, hvad der sker. Så kan det være, at der er nogen, der lægger mærke til, hvor dejligt her faktisk er, og ender med at få lyst til at komme tilbage og holde ferie her

siger han til københavneravisen.

Høringen vil formentlig blive formelt vedtaget, når den ny kommunalbestyrelse i Lemvig træder sammen og har sine første udvalgsmøder i januar. En endelig beslutning vil sandsynligvis blive vedtaget i februar.

Få endnu mere eksklusivt indhold!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra Dragør direkte i din indbakke.

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER