Artiklen blev udgivet i særtillægget i forbindelse med lancering af Dragør Nyts nye design den 3. september 2025 og er redigeret til brug på hjemmesiden.
Af Tim Panduro
Der var travlhed på Jægervej 3 i Dragør i oktober 1957. Matematiklæreren Aage Rybner og hans hustru, den biblioteksuddannede Inger Frost Rybner, var i gang med at udvide familien med hele to nye medlemmer; den ene gemte sig i Ingers mave – og den anden gik sin vej fra skrivemaskiner og skitseblokke til sættekasser og trykkemaskiner.
Dragør Nyt landede fire dage før datteren, der fik navnet Helle, og som senere skulle komme til at spile en rolle i driften af avisen. Den 22. oktober 1957 havnede den første firesiders udgave af avisen i et format kun lidt større end et A4-ark i de sydamagerske postkasser.
»Hermed foreligger det første nummer af Dragør-Nyt, et nyt blad, der hver 14. dag vil komme ind af Deres dør med gode tilbud og nyheder af lokal karakter,« hed det i en lille introartikel på forsiden.
Selvom der måske lå noget ildevarslende i, at 1957 var året, hvor ordet avisdød blev introduceret i det danske sprog, viste den lille avis sig at være levedygtig. Det er den, der nu ligger foran dig i et helt nyt layout med en øget satsning på journalistik og målrettede annoncer, og som nu udkommer en gang om ugen på tryk i det store broadsheetformat med 12–16 sider hver gang – foruden flere gange om dagen online.
»Online« … et ord, der ville give sådan cirka lige så meget mening som snak om hjemmecomputere, mobiltelefoner og en elbil i hver garage dengang i 1957 – og cirka lige så megen mening, som hvis man dengang havde fortalt Rybner-parret, at det postvæsen, de i 1957 valgte til at distribuere avisen på grund af pålideligheden, ville være så godt som afviklet i 2025.
Dengang i 1950’erne kunne man tænde for Radioavisen, hvis man ville have nyheder fra hele landet. De heldige kunne også tænde for fjernsynet – i 1957 var der knap 67.000 tv-licenser i Danmark – og selvfølgelig læse med i de landsdækkende aviser.
Men på Dragør-kanten myldrede det ikke med lokale nyhedskilder og info om, hvad der rørte sig, og hvor man skulle gå hen og finde sine oplevelser, før Dragør Nyt berigede lokalsamfundet med sin tilstedeværelse. Avisen havde ikke så meget nyhedsstof fra begyndelsen, men masser af såkaldt servicestof og informationer om guldbryllupper, runde fødselsdage og andet, der i dag er en del af vores allesammens daglige feed på nettet.
En slags husstandsomdelt hjemmeside, kan man nærmest kalde både Dragør Nyt og de andre gratis distriktsblade, der begyndte at udkomme i efterkrigstidens Danmark.
Lærerens drøm
Idéen til Dragør Nyt opstod hos Aage Rybner. Han var lærer på Tårnby Skole. Tårnby havde sin egen lokalavis, og sådan en ville han også lave. Parret havde i forvejen datteren Lene, og da Helle også meldte sin ankomst, blev lejligheden i Tårnby for lille. Den lille familie flyttede til en stor villa på Jægervej 3 i Dragør – den var billigere at købe end noget tilsvarende i Tårnby dengang. Førstesalen blev lejet ud, og parret gik i gang med at planlægge avisen.
»Han skrev, hun rettede,« som Helle Rybner formulerer det i dag.
»Min far tog rundt og snakkede med de forskellige handlende om, hvorvidt de ville være med. Det ville de fleste gerne. Avisen var meget populær helt fra starten af.«
Det tør nok siges. Allerede i den anden udgave af avisen måtte Rybner-parret skrive: »Til dette nummer har vi desværre, grundet pladsmangel, måttet sige nej til en del nye annoncører, men i næste nummer af bladet har vi plads igen.«
Plastik og dåsemad var luksus
Men hvem var det så, der indrykkede annoncer?
Nogle var udenbys. Toppen af den første forside var domineret af Kastrup Auto-Udlejning, der reklamerede med »radio og varme i vognene« og Skottegårdens Vin og Tobak, der lovede at bringe »varer overalt på Amagerland«. Men lige under dem gemte Cai P.-forretningen på havnen sig med en annonce, der reklamerede med måtter, plasticduge, voksduge og plasticspande samt H.I. Petersens frugtforretning på Bymandsgade og Dragørhjørnet, der også gerne ville sælge plastic til gardiner og duge og skumnylon i plader.
Det var en tid, hvor kunststoffer – det fabrikslavede og de nemme løsninger for husmoderen – var i høj kurs. Det var helt i tidens ånd, at Osteklokken på Kongevejen i en anden annonce pralede med sit store udvalg af konserves. Ville man ringe og bestille sine varer hos sidstnævnte butik, skulle man ringe til centralen og bede om DR 567. Men ville man have sin vin til dåsebøfferne fra Skottegården, kunne man selv dreje butikkens sekscifrede telefonnummer. De moderne tider var stærkt undervejs.
Det kunne man også se på anden vis. 1957 var også året, hvor Amagerbanen endeligt sagde farvel til Dragør og Store Magleby. Lufthavnen trængte sig så gevaldigt på, at der ikke længere var plads til jernbanesporene. Inden for bygrænserne blev der også bygget til. I 1957 begyndte boligselskabet Strandparken sit byggeri ved Krudttårnsvej. 12 treetagers huse med i alt 230 lejligheder og en byggesum på 11,3 millioner kroner – eller 184 millioner i nutidskroner.
Men Dragør og Store Magleby var endnu ikke vokset sammen, hverken fysisk eller mentalt. Det var forskellige kommuner med forskellig ledelse og et ikke altid lige tæt forhold.
»Da jeg begyndte i Dragør Skole, fik jeg styrket min bevidsthed om at være fra Dragør og imod dem fra St. Magleby. Vi omgikkedes ikke dem oppe fra St. Magleby Skole, men vi var klar over, at både lærere og elever var ret dumme oppe på den skole. Det tætteste, vi kom på nogen fra St. Magleby, var i egekrattet Lunden, der lå på St. Magleby-siden af kommunegrænsen og var tilholdssted for ‘Lundebisserne’, der var fra St. Magleby og tævede dem fra Dragør, hvis de fik fat på dem,« som journalisten David Rehling skrev mange år senere i en artikel i Information om sin opvækst i 1950’ernes Dragør.
Det hindrede ikke, at Dragør Nyt udkom i begge kommuner helt fra begyndelsen. 1.606 husstande i Dragør, 636 husstande i Store Magleby, som det hed i en opgørelse i Dragør Nyts anden udgave. I Dragør var der 38 butikker, Store Magleby havde 14. Til gengæld havde sidstnævnte hele 119 gårdejere, mens Dragør måtte nøjes med 19.
Fra 1960 var økonomien i avisen så god, at der var råd til at hyre kunstneren Hans Nielsen til at skrive i avisen. To år senere overtog Edvin Kræmer rollen som skribent, derefter fulgte flere forskellige navne – de fleste læsere husker nok Birgit Buddegaard, der var Dragør Nyts faste skribent indtil for et par år siden. Den navnkundige fotograf Dirch Jansen blev tilknyttet i 1970’erne og glædede læserne med sine fotografier gennem flere årtier.
Men alle de navne lå langt ude i fremtiden dengang i slutningen af 1950’erne.
Blytypernes tid
Selvom Aage Rybner kunne kalde sig ansvarshavende redaktør, fortsatte han sin lærergerning. Senere blev han viceskoleinspektør på Nordstrandskolen, og i 1970 overtog Inger Rybner formelt lederskabet af avisen, som hun i forvejen spillede en stor rolle i.
»Min mor overtog meget hurtigt arbejdet med selve avisen, mens min far mere gik rundt og tegnede annoncer og tog nogle billeder. Han tegnede også nogle af annoncerne selv med tusch og linealer. Da lejerne på førstesalen flyttede, blev der indrettet kontorer deroppe,« fortæller Helle Rybner.
Avisen blev fra begyndelsen sat med blytyper. Et prøvetryk blev så kørt ud til Jægervej, hvor der blev læst korrektur, inden den endeligt kunne sendes i trykken. Blytyperne blev brugt i årtier. Da Helmuth Stark og Starco Fotosats overtog produktionen af avisen, gik den efterhånden over til fotosats – en meget moderne teknik, der fra midten af 1970’erne nærmest revolutionerede trykkerifaget – og avisen blev trykt på Dagbladet Informations trykkeri. På det tidspunkt var Store Magleby og Dragør smeltet sammen til at være én kommune, og Dragør Nyt var gået op i format til broadsheet – altså samme størrelse som en klassisk morgenavis – og var begyndt at udkomme en gang om ugen. Med fotosats kunne der også sættes farver på annoncer og billeder. Farvetryk var dog dyrt, og langt det meste materiale var stadig i sort-hvid. Det er først på denne side af årtusindskiftet, at farvefoto og farveannoncer er blevet standard i avistryk.
Telefax og hjemmeside
Journalisterne skiftede, det samme gjorde andet personale, men Starco holdt ved i produktionen, og Inger Rybners kyndige hånd førte avisen støt videre. Oliekriser, kartoffelkure, mere lokale op- og nedture samt teknologiske landvindinger satte sit præg på avisdriften gennem årene. Computere erstattede skrivemaskiner på redaktionen, og i 1986 fik man telefax, så kunder og kilder kunne »sende sit manuskript direkte over telefonen«, som Dragør Nyt selv skrev.
Den 2. marts 1999 kunne avisen kundgøre, at »Dragør Nyt har nu hjemmeside på nettet«, hvor man kunne se eksempler på artikler fra seneste nummer samt links til forskellige institutioner og foreninger. Avisen fik ved samme lejlighed den mundrette – og meget tidstypiske – mailadresse dragoer.nyt@teliamail.dk.
Internettet var dengang ved at bide sig godt fast, men det havde endnu ikke flået det økonomiske kød af knoglerne på alverdens trykte medier. Dragør Nyt kørte videre, og selvom Inger Rybner efterhånden både nåede og passerede folkepensionsalderen, blev hun ved med at arbejde.
»Når jeg blev ringet syg hjem, da jeg gik i skole, fik jeg lov til at sidde på avisen hjemme på Jægervej, og jeg kan tydeligt huske, hvordan det var at sidde på kontoret. Det var især spændende hver tirsdag, når avisen skulle gøres færdig. Vi har også alle sammen været med til at tage billeder, når der var arrangementer, vi selv deltog i,« husker hendes barnebarn Charlotte. Hendes mor, Lene, blev i 2000-tallet ansat en dag om ugen for at aflaste på redaktionen, men Inger blev på posten og passede avisen indtil få dage, før hun døde 79 år gammel den 9. juli 2010, 19 år efter at hun havde mistet Aage.
Det blev slutningen på en epoke. Huset på Jægervej blev solgt, og Dragør Nyt flyttede til Starco Grafisk på Søndre Tangvej, hvor avisen stadig holder til. Ingers anden datter, Helle, trådte også ind i avisdriften.
»Det var en avis, hvor meget kørte af sig selv, men som havde sværere ved at løbe rundt som tiden gik,« siger Helle Rybner, der ved udgangen af 2021 overlod avisen til Henrik Askø Stark og Starco Grafisk, der på det tidpunkt havde halvdelen af ejerskabet. På det tidspunkt var Dragør Nyt ved at markere sig som onlinemedie sideløbende med fortsat at være trykt medie.
Tanken om at udvikle avisen mere opstod så småt – og i 2024 gik avisen i gang med den redaktionelle og designmæssige revitalisering, som læsere og annoncører igennem den seneste tid har kunnet nyde godt af.
