22 år med smørrebrød, sovs og hygge: Nina er Wiedergårdens julenisse

F
Af Freja Bundvad
| | 0 min læsetid
22 år med smørrebrød, sovs og hygge: Nina er Wiedergårdens julenisse

Selvom hun med sine 45 år er yngre end det sædvanlige klientel, har Nina Bøgh haft sin daglige gang på Wiedergården længere end de fleste. I 22 år har hun nemlig været fast inventar i caféen i Dragør Aktivitetshus, hvor hun arbejder som ernæringsassistent.

»Her er pissehyggeligt. Jeg er simpelthen så glad for stemningen her og for kunderne i caféen. Det er bare et godt sted at være,« siger Nina Bøgh om sin arbejdsplads.

Allerede som 13-årig fik hun sit første fritidsjob i en slagterforretning. Egentlig var hun ansat som opvasker, men lidt efter lidt fik hun lov til at smøre smørrebrød og ekspedere kunder – og her fandt hun noget, hun virkelig godt kunne lide.

»Jeg blev rigtig glad for kontakten med kunderne. I slagterforretningen var der mange stamkunder, der kom næsten hver dag, og sådan noget, synes jeg, er virkelig hyggeligt. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville synes lige så godt om det, hvis jeg sad i kassen i Føtex,« siger hun med et smil.

Fra svendebrev til Wiedergården

Efter folkeskolen tog Nina Bøgh en HF, og derefter skulle hun lige finde ud af, hvad hun ville. Hun fik job i køkkenet på et plejehjem – og det kunne hun egentlig meget godt lide.

»Så spurgte jeg økonomaen, om ikke jeg kunne komme i lære. Og jo, det kunne jeg da godt,« fortæller hun.

I 2003 stod hun med et svendebrev i hånden. En kollega opfordrede hende til at søge væk fra sin læreplads og få nye udfordringer.

»Stillingen herude blev slået op, og jeg kom til samtale. De spurgte, om jeg kunne lave en god sovs, for det var altså rigtig vigtigt. Det svarede jeg ja til – og så var jeg ansat. Og så er jeg blevet hængende siden,« griner hun.

Elsker sit arbejde

I dag løser Nina Bøgh også nogle administrative opgaver i aktivitetshuset. Men hun er stadig i caféen hver dag, hvor hun laver mad, smørrebrød og hygger om gæsterne. Det sociale betyder mindst lige så meget som selve maden.

»Jeg kan godt lide at lave mad, men jeg kan også godt lide servicedelen. At hygge om dem og snakke med dem – det, synes jeg, er fedt. Man lærer dem jo at kende over tid, og nogle af dem kommer man meget tæt på.«

Hun arbejder sammen med køkkenchefen og en gruppe trofaste frivillige, som hjælper med at ekspedere og vaske op.

»Uden de frivillige kunne caféen ikke løbe rundt,« fastslår hun.

Nina Bøgh kunne indimellem godt tænke sig at eksperimentere lidt mere i køkkenet, men gæsterne er ikke alle sammen klar til linsefrikadeller. Klassiske danske retter som stegt lever, gule ærter og brun kål er stadig de mest populære.

Der er dog sket noget i løbet af de sidste 22 år.

»Der er ingen tvivl om, at damerne især er blevet mere bevidste om, hvad de spiser. De vælger mere grønt og tænker over sundheden – meget mere end mændene gør.«

Julehygge og søde sager

December er årets travleste måned i caféen. Mange af aktivitetshusets hold holder juleafslutninger og fælles julefrokoster, og det betyder travlhed i køkkenet.

»Vi har seks julebuffeter i år. I går havde vi 120 gæster fordelt på fem hold – sangeholdet alene var 50. Det var mega hyggeligt, og folk var meget, meget glade.«

Søde sager er også en vigtig del af julen i caféen.

»Nu er det blevet sæson for risalamande, og jeg har lavet det en enkelt gang. Men folk stopper mig allerede og spørger, hvornår jeg har tænkt mig at lave det igen, for så vil de komme og spise i caféen,« griner hun.

Caféen pyntes op med lys på bordene og lyskæder og julekugler i vinduerne. Og Nina selv er i julehumør fra første decemberdag.

»Jeg har nissehue på hele december. Det bliver lidt varmt at lave hakkebøffer og kartofler med brun sovs i den, men det er det hele værd.«

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER