Tre gode råd til skolestart – til dig som forælder

Det er ikke bare dit barn, men også dig, der skal lære nye ting, når skolelivet begynder. I hvert fald er der en række ting, du kan gøre for at sikre, at dit barn får en god skolestart. Meget af det handler om at stole på skolen og lærerne.

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 4 min læsetid

Hvis du har et barn, der lige er startet i børnehaveklasse tirsdag den 11. august, har du sikkert stadig sommerfugle i maven, når du ser din søn eller datter traske afsted med skoletasken på ryggen. Måske endda en lille tåre i øjenkrogen. For det er stort, når ens barn træder ind i skoleverdenen, udvikler sig, lærer nyt og får deres helt eget liv.

Der er heldigvis flere ting, du kan gøre, for at hjælpe dit barn godt på vej. Og det er måske ikke helt det, du havde regnet med.

Her er tre ting, skoleleder på Nordstrandskolen Claus Peter Andersen altid fortæller forældrene på første skoledag.

1. Vær skoleparet

»Forældrene skal faktisk også være skoleparate. De skal hjælpe deres børn med at blive mere selvstændige. Det betyder, at de ikke skal bære barnets skoletaske, lægge madkassen på plads og gå med dem ud og vaske hænder. Det skal børnene selv kunne. Det betyder også, at man skal overveje, hvad det betyder, hvis man kræver særordninger for sit barn. Altså hvis man beder om et særligt hensyn i forhold til, hvordan det for eksempel må sidde, arbejde eller spise. For alle særordninger tager lærerens fokus fra fællesskabet. Derhjemme kan man også arbejde med små ting, som at man siger tak for mad og bærer sin tallerken ud efter aftensmaden. For det er sådan noget, der gør, at det også er naturligt for barnet at lytte efter, hvad læreren siger, og at følge de instrukser, de får i klassen.«

2. Hav tillid til skolen og lærerne

»Forældre skal lade deres børn være skoleelever. De skal have tillid til, at vi sørger for, at de får en god dag. Fra dette skoleår har vi – som man indfører over hele landet – nultolerance over for mobiltelefoner og smartwatches, der bliver samlet ind og lagt i en skuffe ved skolestart. Det betyder, at forældre ikke kan komme i kontakt med deres børn i løbet af skoledagen, og det er heller ikke nødvendigt. De skal have tillid til, at alt er godt, og at de hører, hvis der sker noget.«

3. Tag ansvar sammen med de andre forældre

»Forældre har også et ansvar for at være med til at udvikle skolen. Og det kan de gøre i skolebestyrelsen. Det gør jeg faktisk altid meget ud af at fortælle. For her kan de have den her forældre til forældre-kontakt. Hvis de har noget, de gerne vil have diskuteret eller ændret, kan de få det bragt til bordet i skolebestyrelsen, hvor jeg jo også sidder og hører det og kan reagere på det. Med til dette punkt hører i øvrigt også, at vi altid præsenterer forældrene for vores værdiplakater med vores forventninger til hinanden på skolen. I forhold til forældrene handler det meget om, at forældre skal møde hinanden med respekt, at tale positivt om skolen og tage ansvar for et trygt klassefællesskab, hvor alle trives. Det vil blandt andet sige, at hvis man er kritisk over for en lærer eller har en konflikt med en forælder, så skal det holdes på voksenniveau. Børnene skal ikke blandes ind i det. Vi skal tage det i de rette fora, og vi skal hele tiden have fællesskabet for øje.«

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER