Annette fra Søvang vil løse danskernes største motionsudfordring

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
Annette fra Søvang vil løse danskernes største motionsudfordring
Annette Koertz Haarløv har skudt en stor kapital i appen – men hun har også store forhåbninger. Foto: Tim Panduro

Da Annette Koertz Haarløv i sidste uge med et klik sendte appen Tabatwo ud i Apples appstore, var det den foreløbige kulmination på en proces, der begyndte i 2018. Den lokale co-founder, som hendes titel er i Tabatwo, kunne se sit produkt blive sendt ud i verden; en motionsapp, der baserer sig på fællesskab og fælles træning med venner mere end på hele tiden at opnå nye og bedre resultater.

Men tilbage til 2018. Dengang var Annette Koertz Haarløv i fuld gang med at manøvrere i både familie- og forretningslivet som mor til en toårig pige, ægtefælle og med et fuldtidsjob. Sideløbende var hun træner i selvforsvarstypen Krav Maga og havde som underviser et stort behov for selv at holde sin træning ved lige. Alligevel svigtede det ofte.

»Jeg var god til at møde op, når nogen ventede, men hvis jeg skulle træne selv, havde jeg 25.000 undskyldninger for ikke at gøre det,« siger hun.

»Jeg arbejdede i Ballerup og underviste på Frederiksberg. Logistisk var det nemt, men når jeg selv skulle træne, kørte jeg ikke fra Søvang til Frederiksberg, fordi det var et transportmæssigt mareridt. Jeg blev enig med en veninde om, at vi skulle mødes klokken 21.15 på Skype for at træne, for på den måde kunne hverdagen hænge sammen. Vi havde en telefon med musik og en telefon med timer, og det fungerede ikke specielt godt. Så jeg gik i gang med at finde ud af, om der fandtes en platform, der kombinerede det hele. Det var der ikke,« siger hun.

Selvom forholdene ikke var optimale, fortsatte veninderne med fællestræningen, og Annette Koertz Haarløv begyndte at overveje, om der kunne findes en bedre løsning end Skype, kalenderaftaler og telefoner, og som var baseret på fællesskab frem for resultater og performance, som oftest er i centrum i de gængse motionsapps.

»Jeg begyndte også at læse undersøgelser og statistikker, og det viser sig, at vi bliver motiverede af at træne sammen med andre,« siger hun og citerer statistik, der viser, at 43 procent af os falder fra, når vi træner alene, men kun seks procent giver op, når vi træner med nogen.

»Det er sjovt at træne sammen. Foreningsdanmark er ikke opstået ud af ingenting,« lyder det fra hende.

Huslån og hjemlige snakke

Et er at få en idé. Noget andet er at handle. Livet har det med at lægge sine egne planer, og Annette Koertz Haarløv og hendes mand, Holger, fik endnu et barn – en søn, der landede i hjemmet i Søvang i 2019. Men tanken om en motionsplatform, der var baseret på fællesskab, blev ved med at spøge.

»Jeg kunne ikke slippe tanken, og når jeg talte med folk, var de positive. Jeg blev ved med at indsamle viden, og det blev mere og mere tydeligt for mig, at der var et behov for sådan en platform, « siger hun.

For et par år siden tog Annette Koertz Haarløv et stort skridt. Hun havde i mellemtiden startet en virksomhed, der havde opbygget et overskud, som hun brugte som indskud i Tabatwo. Det krævede også et huslån – og en aftale med to co-founders. Indskuddet på en million kroner har hun dog selv stået for.

Mange penge – og det hele skulle da også klappes af hjemme i Søvang først.

»Holger og jeg har kigget hinanden i øjnene. Jeg er glad for, at vi har kunnet få det til at ske. Jeg ved ikke, om han ligefrem har blind tro på mig, men han har hørt om tankerne i mange år, og han bakker op,« siger hun.

En ny verden

Den nye virksomhed har hovedsæde i København, og selvom Annette Koertz Haarløv har været selvstændig før, er der en verden til forskel på enmandsvirksomheden og Tabatwo.

»Forskellen er, at vi har et team, og at vi skal opbygge en virksomhed. Det er en ledelsesrejse og en personlig rejse. Helt konkret er jeg lige kommet på et program under CBS, der handler om at gå fra at være grundlægger og til at blive leder. Det at bygge noget op gør ikke nødvendigvis, at man er god til at sidde med personaleansvar,« siger hun.

Det er for tidligt at sige noget om, hvordan Tabatwo vil blive modtaget i en verden, der er fyldt med motionsapps. Men Annette Koertz Haarløv er overbevist om, at platformen kan noget andet end det, markedet ellers har.

»Vi arbejder med FN’s tredje verdensmål om at skabe trivsel og sundhed for alle. Vi vil gerne stå bag et community, hvor man er sammen. Hele vores ordvalg er centreret på fællesskabet og ikke på fitnessindustriens tankegang, for det er vigtigt for os at underbygge, at al bevægelse tæller,« siger hun om Tabatwo og peger også på, at convenience – nemhed – er vigtigt, når vi bruger produkter i dagligdagen.

»I stedet for at gå på Teams, finde YouTube-indhold, sende dine kammerater en e-mail med en indkaldelse og så finde sammen for at træne har vi lavet en enkelt platform, så man ikke skal gøre så mange ting for at få det til at ske,« siger hun.

Tabatwo har reelt to sammenhængende flader. En communitydel, hvor man kan træne sammen med sine venner, og en markedsplads, hvor personlige trænere og instruktører kan byde sig til. Aftalen er, at de skal lægge en times træningsvideoer op, som folk frit kan trække på. Desuden kan trænerne hyres – enten af enkeltbrugere eller af grupper. Det er også her, at en del af indtjeningsgrundlaget skal komme, for trænerne betaler en mindre del af deres indtægt for at være på platformen. Desuden betaler de et abonnement, der sikrer både eksponering, markedsføring betalingshåndtering.

På længere sigt er planen at tilbyde Tabatwo til virksomheder, der gerne vil stimulere til træning på tværs af medarbejdergrupperne. Her ser Annette Koertz Haarløv mange muligheder.

»Det var lidt surrealistisk, da vi trykkede på knappen i appstore, og jeg så kunne tænke på, hvor længe jeg har haft idéen.«

Annette Koertz Haarløv

»Trivsel og mental sundhed er en kæmpe agenda hos alle store virksomheder. De kender alle til medarbejdere, der er syge, kede af det eller ikke føler sig som en del af virksomheden, og vi håber at kunne være med til at synliggøre, hvad der er af fællesskaber,« siger hun om planerne på længere sigt.

Men først skal appen udbredes, så der kan komme en fornuftig økonomi i den.

»Det var lidt surrealistisk, da vi trykkede på knappen i appstore, og jeg så kunne tænke på, hvor længe jeg har haft idéen. Men vi har bygget noget, der er godt, og nu skal den ud at leve,« siger hun.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER