Dragør-borgere skal ikke frygte en Odsherred-sag

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 0 min læsetid
Dragør-borgere skal ikke frygte en Odsherred-sag
Raymond Skaarup, direktør for Dragør Fjernvarme/Tårnby Forsyning forsikrer om, at man ikke skal frygte en Odsherred-situation i Dragør. Foto: Kirsten Marie Juel Jensen

Et forsyningsselskab i betalingsstandsning, en fjernvarmeudrulning, der er gået i stå, og vilde prisstigninger for dem, der allerede har fået fjernvarme. Sådan ser situationen lige nu ud i Odsherred Kommune, og i Dragør Fjernvarme kan direktør Raymond Skaarup godt forstå, hvis det kan få Dragør-borgerne til at ryste lidt på hånden, når de inden den 1. juni skal skrive under på, om de ønsker fjernvarme.

Men ligesom Forbrugerrådet Tænk og en række energiforskere understreger Raymond Skaarup, at situationen i Odsherred er helt unik og ikke vil finde sted i Dragør, netop fordi man har valgt en model med bindende tilmelding, hvor man altså ikke går i gang med at grave eller lægge en eneste fjernvarmeledning, før man er sikker på, at der er 65 procents tilslutning til projektet, så det bliver økonomisk rentabelt.

Dragør Nyt har talt med Raymond Skaarup og stillet ham en række spørgsmål, som mange andre sikkert også går rundt med.

Skal man som Dragør-borger bliver bange, når man hører om sagen i Odsherred?

»Dragør Fjernvarme og Tårnby Forsyning vil ikke ende i samme situation som Odsherred. For det første fordi vi ikke går i gang, inden der er nok tilslutning til, at vi ved, at vi kan hente pengene ind igen, men også fordi vi går med livrem og seler i vores beregninger,« siger Raymond Skaarup.

Hvordan sikrer I jer mod at stå i gæld til op over hovedet? For det er vel sandt, at I er nødt til at stifte gæld og leve på en kassekredit for at kunne udrulle fjernvarmen, og I får først pengene igen, når fjernvarmekunderne bliver tilsluttet og begynder at bruge fjernvarmen?

»Det er rigtigt, at vi er nødt til at stifte gæld. Hele vores regulering forudsætter, at selskaberne udbygger ved gældsætning. Men det er netop derfor, at vi ikke går i gang med selve udrulningen af fjernvarmen, før vi er sikre på, at der er minimum 65 procents tilslutning til den. Hvis der er det, får vi vores penge hjem. I projektforslaget ligger der også, at når man har 65 procents tilslutning, så har man erfaring for, at man når ud til 95 procent inden for ti år. Når du først har gravet ledningerne ned, så ønsker folk at blive koblet på fjernvarmen, så snart deres gas- eller oliefyr står af. Derudover har vi jo også lavet et projekt, hvor vi laver en strategisk linjeføring, så vi skal grave så lidt som muligt for at nå ud til så mange som muligt. Og vi udfører projektet i etaper. Det styrker også den økonomiske robusthed. Dermed låneoptager vi ikke for mere end det, vi ved, at vi får ind igen med den krævede tilslutning på 65 procent,« siger Raymond Skaarup.

Men I kender jo heller ikke entreprenørernes endelige priser på gravearbejdet og arbejdet med at lægge fjernvarmeledningerne ned. Så kan jeres budgetter ikke også skride?

»I vores beregninger har vi ganget de projektpriser, vi kender nu, med to. Det vil sige, at der er en vis rummelighed i vores setup,« svarer Raymond Skaarup.

I Odsherred tilbød de fjernvarmen gratis, altså uden tilslutningsbidrag, og det er jo også netop det, I tilbyder. Skal man som borger derfor være bekymret for jeres økonomi?

»Nej. Vi har i vores regnestykke netop taget højde for, at vi ikke modtager tilslutningsbidrag fra de cirka 65 procent, der gerne skulle tilslutte sig inden den 1. juni. Det er mange penge for den enkelte borger at skulle betale et tilslutningsbidrag på eksempelvis 25.000 kroner, og det vil være penge, vi kommer til at mangle. Men set over 40 år, som regnestykket og afskrivningen i det her jo strækker sig over, er det en lille andel. Den vigtigste faktor i vores beregning er som sagt, at vi får så mange med som muligt – og det er det, processen er lagt efter. At opkræve et stort tilslutningsbidrag ville for os at se være at bygge et unødvendigt højt gærde for fjernvarmeopbakningen,« siger Raymond Skaarup.

Hvordan kan I sikre jer mod voldsomme prisstigninger og tale om, at prisen for fjernvarme faktisk normalt ligger meget stabilt?

»Fjernvarme er jo så smart, at det i bund og grund bare handler om at sende varmt vand ud i fjernvarmerørene. Derfor kan man sammensætte det, der skal skabe den varme, af mange forskellige ting. Og alle brændstoffer og varmekilder stiger ikke eksplosivt på én gang. Vi får jo varmen leveret af Centralkommunernes Transmissionsselskab (CTR), og de følger hele tiden med i, hvor de skal købe den billigste varme. Det vil sige, at hvis prisen på biomasse pludselig stiger vildt, så køber de mere strøm, solenergi, biogas eller noget andet. Så det sidder der medarbejdere hver dag og tager stilling til og justerer på, så vi hele tiden kan ramme nogenlunde samme pris. Netop derfor er fjernvarmeprisen meget mere stabil, og desuden bliver den fastlagt for et år ad gangen. Prisen på både naturgas og strøm til varmepumper er baseret på bare én varmekilde, og derfor er prisen meget mere variabel, som vi også har set det i de seneste år,« forklarer Raymond Skaarup.

»Den anden fordel for fjernvarmeprisen er, at man også kan gemme og bruge det varme vand, der ikke bliver brugt. Når det kommer til gas og strøm, kan du ikke lagre det på samme måde, så der kører forbruget i store bølger i løbet af døgnet alt efter, hvornår du går i bad, laver mad og vasker tøj. Derfor er prisen også højere i spidsbelastningsperioderne. Men for fjernvarmen kan vi holde den stabil, fordi vi ikke behøver at tage højde for bølgerne i forbruget. Vi kan endda udnytte den billige strøm, der produceres uden for spidsbelastningsperioderne, til at lave fjernvarme,« uddyber fjernvarmedirektøren.

Fjernvarmekunder vil jo gerne have de billigste priser, men samtidig ønsker de fleste nok også en så grøn fjernvarme som muligt. Hvordan forholder I jer til den balance?

»CTR har forpligtet sig til og meldt ud, at de benytter sig af flere og flere bæredygtige varmekilder til at levere fjernvarme. Så en større og større del af deres varmeudbud er bæredygtigt. Det vil sige, at selvom de samtidig har et opdrag, der går på altid at vælge den billigste fjernvarme, så prisen holdes stabil, så kan de gøre det, fordi de køber varmen hos flere grønne leverandører og altså har en større og større grøn palet at vælge fra. Når det er sagt, skal de jo blive endnu grønnere. Men fordelen ved fjernvarme er netop, at man hele tiden både kan trække på den billigste og grønneste energi – og også nemt kan komme til at trække på ny grøn teknologi, vi måske slet ikke kender endnu. Fordi, som jeg har nævnt før, så handler fjernvarme jo bare om at kunne levere varmt vand, og det kan man gøre på mange måder. Det er her, at kunderne kan gøre en stor forskel ved selv at vælge deres bidrag til den grønne omstilling,« siger Raymond Skaarup.

Hvis det nu ender med at blive et nej til fjernvarme i Dragør, har I vel mistet penge?

»Det har vi, ja. Men i den store sammenhæng kommer det ikke til at betyde kaos i økonomien, fordi vi netop ikke graver eller gør noget, før det er på plads. Så de penge, vi mister, er det, vi har brugt på kampagne, projektering og personaleomkostninger, og det hæfter kommunen jo så også for en del af. Men vi er optimistiske – både fordi vi selvfølgelig mener, at fjernvarmen er det ansvarlige og bedste strategiske valg at tage, men også fordi erhvervsliv, institutioner og boligselskaber i Dragør tilsammen udgør omkring 30 procent af varmeforbruget, så der er en god basismasse, der gerne vil have fjernvarme, som vi kan bygge på,« siger Raymond Skaarup.

Dragør Fjernvarmes fem bedste grunde til, at du skal tilslutte dig fjernvarmen:

1. Du kan gøre en forskel for klimaet ved at vælge fjernvarme. Dit CO₂-aftryk falder ved at skifte fra naturgas til fjernvarme.

2. Du kan være sikker på, at fjernvarme bliver en grønnere og grønnere løsning, fordi det er det, fjernvarmeleverandøren CTR har forpligtet sig til, og fordi fjernvarmen rent praktisk nemt kan komme fra nye og grønnere varmekilder og teknologier, i takt med at de bliver udviklet og falder i pris.

3. Du får en meget mere stabil pris på varme, når du vælger fjernvarme, fordi fjernvarmen i bund og grund er varmt vand i rør og dermed kan komme fra mange forskellige varmekilder. Så fjernvarmeleverandøren kan altid vælge den billigste og sikre sig, at du får fjernvarmen til den samme pris et år ad gangen. Når prisen fastsættes for det næste år, baseres den på udviklingen i det foregående år. Når det kommer til for eksempel strøm og gas, varierer prisen hele tiden i løbet af et år.

4. Du skal vide, at der ikke bliver tjent penge på fjernvarme, som der gør på gas og el. Fjernvarmeselskaberne er nonprofit og må ikke tjene penge. Har de et overskud, skal dette komme din varmeregning til gode. Selskabet må højst henlægge 20 procent til en konkret investering af deres indtjening til næste år – og de skal kunne dokumentere, at pengene bruges til investeringer i at gøre din fjernvarme grønnere og billigere.

5. Du løfter ansvaret for kommunens varmeforbrug i en kollektiv løsning, hvis du vælger fjernvarme. Det har betydning for den grønne omstilling, og det har også betydning for prisen. Jo flere, der vælger fjernvarmen, jo billigere bliver det.

Kilde: Raymond Skaarup, direktør for Tårnby Forsyning og Dragør Fjernvarme

Odsherred-sagen kort

• Odsherred Forsyning blev i oktober sidste år – med et underskud på 619 millioner kroner – begæret under rekonstruktion (i betalingsstandsning) på grund af dårlig planlægning i forbindelse med fjernvarmeudrulningen.

• Odsherred Kommune har stillet garanti for 580 millioner kroner, og derudover har Odsherred Forsyning et lån hos Nordea på 680 millioner kroner.

• Kort fortalt var der noget i beregningerne på fjernvarmeudrulningen, der ikke holdt stik. Budgettet begyndte at skride, og fjernvarmeudrulningen blev dyrere og dyrere. Det førte til fyring og siden bortvisning og politianmeldelse af økonomidirektøren i Odsherred Forsyning og senere altså til rekonstruktion, imens kommunens fjernvarmeudrulning blev sat på pause.

• I februar 2025 meldte Odsherred Forsyning ud, at priserne på fjernvarme – for de kunder, der allerede har fået fjernvarme i kommunen – stiger med 76 procent fra den 1. juni.

• Oven i de varslede prisstigninger koster det 212.225 kroner at droppe fjernvarmen for et standardhus på 130 kvadratmeter, hvis man ikke længere ønsker fjernvarme – også selvom man endnu ikke har fået det.

• Forbrugerrådet Tænk vil nu have Forsyningstilsynet til at se på, om så stor en skifteomkostning virkelig kan være lovlig.

Kilde: www.dr.dk

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER