Det var med grundigt forarbejde, at Emma Lindquist tidligere på året albumdebuterede med udgivelsen »Hello Tiger Be My Friend«.
Den 29-årige sanger og sangskriver har brugt halvdelen af sit liv på at skrive sange, og hun har gennem voksenlivet arbejdet målrettet på at få en musikkarriere. Det har ført til flere enkeltudgivelser – og nu også et album med blød, alternativt- og folkpræget pop.
Men det hele begyndte i teenageværelset på Nordre Dragørvej.
»Jeg har altid skrevet meget dagbog, og da jeg var 14–15 år, begyndte jeg at skrive musik. Jeg har altid været glad for at formidle det, det er ekspressivt, og jeg har altid spillet det for mine venner,« siger hun, men erkender, at der er en blufærdighed forbundet med at spille musikken:
»Nogle gange sker der det, at folk spørger ind til, hvad det handler om. Så kommer det tæt på. Det handler ikke om, at folk skal vide noget om mig, det handler om, at de skal opleve noget. Når jeg føler, at folk betragter det som kunst, er det ikke så grænseoverskridende.«
Kolonihaven
Selv om Emma Lindquist i dag bor i København, har hun holdt fast i barndomsbyen. Sammen med sin far og to søskende har hun bygget kolonihavehus i Maglebylund, og det var netop i kolonihavehuset, at hun satte sig ned med sin faste – og lige så lokale – samarbejdspartner Kristoffer Lambek.
»Vi tog 14 dage, hvor vi boede herude og lavede aftaler med en masse musikere. Det var i september 2023, og vi fik det færdigmikset i januar i år,« siger hun og fremhæver den musikalske kammerats rolle i hele projektet. Ud over at være hendes musikmakker er han også et bekendtskab, der går helt tilbage til børnehaven, og som siden gik i parallelklasse og på gymnasiet med Emma Lindquist.
»Kristoffer er ikke en del af det navn, vi udgiver under, men han er halvdelen af de kreative kræfter. Han spiller guitar, han har produceret, og han er med på det administrative. Det kræver for eksempel meget at kontakte spillesteder for at få bookinger,« fortæller hun.
En kæmpe udladning
I en verden med spillesteder med begrænset økonomi og et stort udvalg af kunstnere at vælge imellem kan det sidste godt være en kamp.
»Man skal have et godt pressekit med links til musik og livevideoer, beskrivelse af, hvad man har opnået og den slags. Man må prøve sig frem, og hvis man skriver 50 mails, lander der måske fem–syv jobs. Men det er altid en kæmpe afvejning, hvad man skal sige ja til,« siger hun og nævner en lille nordjysk festival, der kun havde budget til at dække transporten.
»Der er man nødt til at vurdere, om det kan lade sig gøre. Det er en kæmpe udladning at spille live, så for mig er det vigtigt at sige, om det er det værd, når man får den slags tilbud,« siger hun.
Et er at skrive og producere sangene, et andet er at samle dem til et sammenhængende album – og en helt tredje ting er at finde på både navn og coverart. »Hello Tiger Be My Friend« er en lidt usædvanlig titel, og coveret er ikke bare et bandfoto, men et værk skabt til formålet. Både titel og cover blev inspireret af andre værker, fortæller Emma Lindquist.
»En dag faldt Kristoffer over et kunstværk, hvor en lille pige krammede en tiger, og han sagde, at der var noget i den måde, hun både var modig og sårbar på. Senere købte jeg Big Thiefs 'Dragon New Warm Mountain I Believe in You'. Det er en sjov titel med mange associationer, og så kom vi frem til navnet,« siger hun om samspillet mellem netop titel og albumnavn.
Sagde op
Det er fire år siden, at Emma Lindquist udgav sine første sange, og musikken er endnu ikke en levevej. Men hun har for nyligt taget et stort skridt.
»Jeg var office manager for et produktionsselskab i 15 timer om ugen. Jeg kunne mærke, at det kom til at stå som det primære i mit liv, så jeg valgte musikken til i stedet. Det var et stort spring. Det var scary, og mine forældre spurgte da også, om jeg nu var sikker på, at det var godt,« fortæller hun.
I stedet for det faste arbejde har hun nogle timer om ugen i Uganda Grønt – og så er hun assistent for den 80-årige svenske billedkunstner Gun Gordillo, der bor i Danmark. Her har hun lært en vigtig livslektie.
»Hun har altid levet af kunsten og siger, at 'når der var penge, så brugte man dem'. Det er en lidt anden tilgang, end rigtig mange har,« fortæller Emma Lindquist, der ikke har sat sig ultimative mål for karrieren.
»Jeg vil blive ved med at lave musik og spille, så længe min mavefornemmelse er der. Så der er ikke en plan, der siger, at hvis ikke vi åbner Orange Scene (den store scene på Roskilde Festival, red.) om et år, så vil jeg lave noget andet,« siger hun.
På scenen i Tivoli
Den største scene, hun hidtil har stået på, er i øvrigt midt i København – og det går helt tilbage til barndommen, hvor hun i samme forbindelse var i Dragør Nyt for første gang.
»I 2010 var der en talentkonkurrence på Dragør Skole. Jeg vandt, og jeg kom ind for at spille med vinderne fra de andre skoler på Plænen i Tivoli. Så stod jeg og sang 'The man who can’t be moved' af The Script mod et backing track,« siger hun og lufter et andet lokalt minde:
»Jeg har engang sunget sammen med Anders Bircow, da jeg var tjener på Beghuset. Vi sang 'Let it Be' sammen. Jeg var lidt starstruck.«
Det er nu ikke Anders Bircow, der står øverst på listen over musikalske samarbejdsdrømme.
»Jeg skriver ikke på dansk. Det kommer for tæt på. Det er det sprog, jeg bruger i alle mine relationer. Men det kunne være genialt at lave noget sammen med Guldimund,« fortæller Emma Lindquist.
