Hvis du ser en procession af over 100 skytter – anført af Helsingør Pigegarde – som marcherer fra Grithsvej via Kirkevej og havnen til Dragør Fort søndag den 9. august om formiddagen, skal du ikke blive forskrækket. Det er årets traditionsrige fugleskydning i Dragør Borgerlige Skyttelag, som er i gang.
Medlemmerne i skytteforeningen samles om morgenen i haven hos Theis Christensen, der blev valgt som konge sidste år med mottoet »Mellem himmel og hav – Dragør er livet«.
Pigegarden er inviteret til at spille fra starten, og de fører også an, når alle marcherer igennem byen og går i gang med selve fugleskydningen på Dragør Fort. Undervejs bliver der holdt flere stop for at skåle.
Selve skydningen – man skyder med salonriffel efter en fugl af træ – foregår i et telt på Dragør Fort, og der er spærret af på dele af fortet, så sikkerheden er i orden.
Skydningen afbrydes af frokost klokken 12, men seancen forventes at fortsætte til omkring klokken 16, hvor en ny kronprins – den, der har skudt den sidste del af fuglen ned – kan udnævnes. Derefter vælges en ny konge, som skal hyldes og være vært for næste års fugleskydning-start.
Selve fugleskydningen er kun for medlemmer, men man må gerne kigge forbi fortet i løbet af dagen for at få et indblik i den traditionsrige fugleskydning.
Om fugleskydning i Dragør
- Dragør Borgerlige Skyttelag blev stiftet i 1927, hvor Charles Hansen blev lagets første konge. Hans motto var »Arbejd og lev«. Siden dengang er der hvert år blevet kåret en ny fuglekonge.
- Tidligere var kongen den, der vandt fugleskydningen. Men i dag er dette – altså vinderen af selve skydningen – kronprinsen. Kongen vælges af medlemmerne og skal have udmærket sig ved »kontinuitet, værdighed og repræsentation«.
- Det er kun mænd, der er medlemmer af Dragør Borgerlige Skyttelag. Kongens bedre halvdel udnævnes altid til dronning, og dronningen står hvert år i spidsen for en damefrokost, der afholdes samtidig med fugleskydningen.
- Dragør Borgerforening afholder i øvrigt også fugleskydning, og det har de gjort siden 1906. Så fugleskydningen har en lang historie bag sig i Dragør.