Er huslejen for dyr på Kongevejen? Ja, siger nogle – nej, siger andre

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 0 min læsetid
Er huslejen for dyr på Kongevejen? Ja, siger nogle – nej, siger andre
Irmas lukning påvirker såvel kunderne som butiksejere på Kongevejen. Dragør Nyt ser på, hvad fremtiden vil bringe for butikslivet. Foto: TorbenStender.

De erhvervsdrivende på Kongevejen i Dragør betaler mellem 15.000 og 45.000 kroner i husleje – selvfølgelig alt efter størrelse på butiks- og baglokaler.

Det viser en rundspørge, Dragør Nyt har lavet til samtlige butikker og spisesteder. Den gennemsnitlige kvadratmeterpris på de ni lejemål, avisen har fået tal for, er på 178 kroner per kvadratmeter, men kvadratmeterprisen svinger utrolig meget. Især fordi de fire lejemål, som kommunen står bag, koster mindre end halvdelen end mange af de private lejemål.

Men er det for dyrt eller helt rimeligt at holde til på Kongevejen? Fungerer gaden, som den skal, eller skal der skabes mere plads til startups og mindre virksomheder? Det har Dragør Nyt talt med både erhvervsdrivende og politikere om, fordi det er noget, der er til stadig diskussion, og som helt sikkert også bliver en del af valgkampen.

Spørger man keramiker Camilla Kongeskov, der har værksted derhjemme, er hun slet ikke i tvivl.

»Som en relativt lille selvstændig kan jeg desværre slet ikke være med på de huslejepriser, selvom jeg har en sund forretning og en god kundegruppe i Dragør. Når man, som jeg, sælger håndlavet keramik, skal der sælges fleres kopper, end jeg kan nå at producere, for at være med i det prisleje,« siger hun.

For højt – tilpas

Spørger man de erhvervsdrivende på Kongevejen selv, er de mere splittede i spørgsmålet. Alle har fået lov at være anonyme her, så de ikke udleverer deres regnskaber eller udlejer. Men ejeren af en mindre butik fortæller:

»Jeg synes, huslejeniveauet er alt for højt, og det er svært at få til at hænge sammen. Jeg har undersøgt prisniveauet andre steder og set, at jeg kunne få det samme på en sidegade til Gammel Kongevej på Frederiksberg til langt mindre. Og det her er altså bare Dragør,« lyder det.

Ejeren af en større butik synes dog ikke, at huslejeniveauet er urimeligt.

»Det er dyrt at købe bolig og bygninger i Dragør, og derfor er huslejeniveauet jo derefter. Det handler om udbud og efterspørgsel, og det er der ikke meget at gøre ved,« er holdningen her.

Hvilken by vil vi have?

Hos Tekstilværksteder, der holder til på A.P. Møllers Allé, er skrædder Lone Nyby lidt træt af at høre, at alt handler om udbud og efterspørgsel.

»Priserne stiger på alt. Lønningerne stiger. Vi køber mere og mere. Og sådan kan vi blive ved. Men jeg tror, at vi er nødt til at se hinanden i øjnene og tænke over, hvad det er for et samfund og en by, vi vil have. At kommunen holder huslejeniveauet nede i deres egne bygninger, er at gå forrest med et godt eksempel. Men det handler også om at skabe rammerne for de virksomheder, man gerne vil have ind i byen, så flere har en chance for at være med – i stedet for at lade private udlejere, der ser bygningerne som en investering, diktere byen. De tænker jo ikke over, at vi skal have en by med liv i på lang sigt. Det er vi nødt til at gøre,« siger hun.

Hun tænker, at det er kommunen, erhvervslivet og de private udlejere, der i fællesskab skal forsøge at ændre mønstrene.

Spørger man politikerne i kommunalbestyrelsen, mener de ikke umiddelbart, at de kan gøre meget ved huslejeniveauet på Kongevejen ud over i de kommunale bygninger. Og de peger på, at butikslivet og spisestederne på vejen i øvrigt er rigtig dygtige til at skabe liv og nytænke handelslivet generelt.

Helle Barth (V), formand for Klima, By- og Erhvervsudvalget, vil dog gerne være med til at se på rammerne for butikslivet, og Kenneth Gøtterup (C) kunne også godt tænke sig anderledes regler for Skurbyen.

En ny skurby vil Peter Læssøe (T) gerne overveje, og så vil han samtidig meget gerne se på, hvordan kommunen sammen med private udlejere kan få harmoniseret prislejet.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER