Udviklingen inden for kunstig intelligens – eller AI – brager derudaf, og det er ofte de helt store overskrifter, der findes frem, når såvel muligheder som udfordringer ved AI diskuteres.
Dragør Erhverv inviterer nu til endnu et spændende arrangement om AI og de muligheder, teknologien kan give for vores lokale virksomheder.
Mødet finder sted onsdag den 4. marts klokken 19 på Dragør Strandhotel, hvor foreningen atter får besøg af AI-eksperten Lasse Hansen fra Engage.
Med afsæt i det yderst spændende oplæg, der i efteråret 2024 blev holdt for et stærkt engageret publikum, vil Lasse Hansen igen fortælle om den rivende udvikling, teknologien er i, og om hvordan AI kan implementeres for at forbedre virksomheders bundlinje.
Deltagerne kan se frem til konkrete eksempler på, hvordan små og mellemstore virksomheder kan bruge AI til at optimere arbejdsprocesser, forbedre kundeservice og styrke deres markedsføring.
Efter oplægget kan deltagerne stille spørgsmål og få råd om, hvordan deres egen virksomhed kan drage nytte af teknologien.
Arrangementet er åbent for både medlemmer af Dragør Erhverv og nysgerrige erhvervsdrivende i området, der ønsker at lære mere om de mange muligheder, den nye teknologi giver.
Man kan tilmelde sig via foreningens e-mail kontakt@dragoer-erhverv.dk