Inger Møller Jensen fejrede 100 års fødselsdag med stil

F
Af Freja Bundvad
| | 2 min læsetid
Inger Møller Jensen fejrede 100 års fødselsdag med stil
Foto: TorbenStender.

Tirsdag den 15. juli rundede Inger Møller Jensen et skarpt hjørne, da hun fyldte 100 år. Det blev markeret med åbent hus i haven ved hendes hjem på Øresunds Alle 79 – og omkring 150 gæster lagde vejen forbi i løbet af eftermiddagen for at ønske tillykke.

»Det var en supergod dag. Der var venner, familie, bridgevenner og nye som gamle naboer,« fortæller hendes søn, Søren Møller Jensen.

»Og familien med børn, børnebørn og oldebørn fylder jo også en del – vi er samlet set omkring 40 stykker,« tilføjer han.

Fødselaren tog imod gæsterne siddende i skyggen – »ligesom dronningen tager imod gæster,« som sønnen formulerer det med et glimt i øjet. Og selvom dagen var lang, holdt Inger Møller Jensen sig frisk hele vejen igennem.

Blomster og middag

Borgmester Kenneth Gøtterup kiggede forbi med blomster fra Dragør Kommune og havde også en buket med fra Det Konservative Folkeparti, som fødselaren har været medlem af i mange år.

Efter receptionen fik Inger Møller Jensen en velfortjent pause på en times tid, inden fejringen fortsatte med middag på Dragør Strandhotel klokken 18.

»Hun havde det godt og tog det i stiv arm, selvom det var en lang dag. Og næste formiddag var hun frisk igen til at jage rundt med os alle sammen, så vi kunne få ryddet op efter festlighederne,« lyder det fra Søren Møller Jensen.

 

 

 

Læs også ...

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER