Jane sælger keramik fra sit orangeri: »Det er simpelthen mit fristed«

K
Af Karen Dich
| | 0 min læsetid
Jane sælger keramik fra sit orangeri: »Det er simpelthen mit fristed«
Det blå fad med fiskene er resultatet af flere menneskers arbejde, og hver fisk og hvert fad er unikt. Foto: Karen Dich

Alle hjørner i orangeriet i Søvang stråler farverigt. Solgul, limegrøn, azurblå, turkis.

Det er ikke blomster, der bader glashuset i farver. Det er keramik: skåle, fade, æggebægre, kopper og små sidetallerkner til at rive hvidløg på.

Jane Arce byder på kaffe – selvsagt i blå keramik – ved et stort bord i drivhuset. Hun bor i huset, hvis have drivhuset ligger i, sammen med sin mand.

De har boet i Søvang i 28 år. Nu er alle tre børn flyttet hjemmefra, og der er egentlig for meget plads. Men parret elsker det.

Jane er uddannet farmaceut og arbejder i dag som selvstændig konsulent med baggrund i medicinalindustrien. Og så importerer hun spansk keramik i virksomheden fet a má (der betyder »lavet i hånden« på Catalansk).

»Det er simpelthen mit fristed,« fortæller hun til Dragør Nyt.

Jane Arce arbejder som laborant og selvstændig konsulent med baggrund i medicinalindustrien. Og så importerer hun spansk keramik i virksomheden fet a má. Foto: Karen Dich.

Den spanske forbindelse

Eventyret med den spanske keramik begyndte for 20 år siden, da Jane og hendes familie købte et hus i Port d’Andratx på Mallorca.

Janes mand, der også arbejder i medicinalindustrien, er spansk. Parret mødte hinanden for mere end 30 år siden i Holland, mens han arbejdede i Paris. Men da arbejdsmulighederne var bedre i Danmark, endte de på Nørrebro frem for i den franske hovedstad.

Kort efter flyttede de til Søvang.

»Min mand er sådan en vandhund; han elsker at sejle og svømme, så vi skulle have et sted tæt på vandet,« fortæller Jane Arce.

Med den spanske forbindelse og den store glæde ved vandet var det oplagt, at familien valgte at købe hus på Mallorca. For den spanske ferieø byder på langt mere end grisefester og charterturisme, forklarer Jane. Der er fantastisk mad, kunsthåndværk, smuk natur – og en stemning, som familien stadig holder rigtig meget af. 

Derfor blev de hængende både i Søvang og på Mallorca.

»Det er jo også blevet børnenes andet barndomshjem,« lyder det.

For omtrent fire år siden besluttede Jane at tage en bid af sin elskede ø med til Danmark

»Vi går jo på markeder og ser på kunsthåndværk hele tiden. Og vi har en del i huset dernede. Og så tænkte jeg: ’Det må jeg simpelthen have med til Danmark.’«

Artiklen fortsætter efter billedet.

Keramikken er central hos fet a mé, og den stråler i klare farver. Træskærerarbejde og flettede tasker er også en del af sortimentet. Foto: Karen Dich.

Lokale, familieejede virksomheder

Jane Arce viser et stort, blåt fad med hvide fisk på. Fadet er lavet af Pep, der er fjerdegenerationskeramiker på Mallorca. Han var den første leverandør til fet a mé. Og Jane er den eneste, der sælger hans keramik uden for Mallorca.

»Vi har en virkelig god relation, og vi besøger ham flere gange om året. Første gang jeg lagde en ordre hos ham, kom han og viste mig en lønseddel; nu havde han ansat en til at hjælpe sig. Så det betyder virkelig også noget for ham, at vi handler sammen,« fortæller hun.

Pep laver selv fadet med fiskene. Når det er brændt første gang, sender han det til en gruppe ældre damer i byen, der tegner fiskene i hånden, så hver fisk og hvert fad bliver unikt. Derefter gør Pep selv den blå glasering færdig og brænder fadet en sidste gang.

Det er virkelig et fælles projekt at lave fadene. Og det betyder meget for Jane.

»Det er håndværk. Det er noget, folk har stået og lavet med deres hænder,« lyder det begejstret.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Blandt keramikken i drivhuset står æggebægre, saltkar, smørknive og salatbestik fra en træskærer, selvfølgelig skåret i oliventræ. Der hænger strand- og markedstasker, som er flettet af palmeblade og naturligvis lavet i hånden.

»Det er fra en virksomhed, der har været på Mallorca siden 1935. Jeg var første gang nede og besøge dem i påsken,« fortæller Jane. Hun er grundig, når hun vælger sine leverandører.

Der er lige kommet en ny sending fra dem i dag. De har tegnet en masse små hjerter på kassen rundt om Janes navn.

Lige nu rummer butikken også nogle toilettasker, stofnet og kosmetikpunge i klare farver og mønstre. De er faktisk produceret inde på fastlandet, lidt nord for Barcelona, forklarer Jane, næsten lidt undskyldende. »Men det er stadig fra en lille familievirksomhed.«

Jane prøver sig ofte frem i sin forretning; hun tager nogle varer hjem for at se, om det kan sælges i forretningen – nogle gange bare til et sommer- eller julemarked. Fælles for alle de varer, hun tager med hjem, er, at de skal være håndlavede og afspejle noget særligt fra Mallorca — og allerhelst komme fra små, familieejede kunsthåndværkere.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Jane Arce viser en ny vare frem. Strandtasken er lavet af en lille, familieejet virksomhed nord for Barcelona. Foto: Karen Dich.

Drømmer om mere synlighed

Det er som selvstændig konsulent, at Jane tjener til huslejen. Og hun har ingen ambition om at skulle leve af butikken.

»Jeg har ikke store mål for salg og vækst. Det er noget, jeg hygger mig med,« siger hun.

Alligevel kunne hun godt drømme om lidt mere synlighed. Hun deltager ofte i markeder – både om sommeren og til jul – for at sælge sine varer. Og i Kristi himmelfartsferien arrangerede hun markedsdag i Søvang efter inspiration fra Dragør.

Det står også på ønskelisten; at komme til Dragør og sælge sine ting. Måske på en markedsdag, på en café eller om sommeren i en lille skurvogn på havnen.

»Dragør har jo et godt ry. Det er en hyggelig by at gå rundt og kigge i. Og så kunne der måske godt være mere at se på,« siger hun.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER