Hver onsdag sætter Inger Møller Jensen sig ind i på passagersædet i sin venindes og faste kortmakkers bil og triller til Wiedergården. Her venter et par fornøjelige timer omkring bridgebordet.
Inger Møller Jensen har været fast gæst på aktivitetscenteret, siden det åbnede for godt 25 år siden. Dengang var hun også folkepensionist – tidshorisonterne er lange, når dåbsattesten siger 1925.
Bridge kræver et skarpt hoved, og sådan et sidder der på skuldrene af Inger Møller Jensen, som på tirsdag den 15. juli fylder 100 år. Festen holdes som åbent hus i et telt i haven på Øresunds Allé.
Naturligvis, kan man næsten tilføje, for huset har været omdrejningspunkt for hendes liv, siden hun byggede det sammen med sin mand Erik Møller Jensen i 1961 som ramme om familielivet.
Hun bor stadig i huset – og det regner hun med at blive ved med.
»Jeg er ikke så god til at flytte – eller bare at møblere om. Nogle mennesker gør det hele tiden, men sådan er jeg ikke,« siger hun.
Tidligere har hun dog taget springet. Fra Frederiksberg, hvor hun voksede op med far, mor og storebror, og til Amager. Dragør kendte hun i forvejen.
Siden 1931 havde familien sommerhus herude, de var landliggere, som det hed, og hun forelskede sig både i byen og i den lokale Erik, da der var fest efter en lokal fodboldkamp mod engelske soldater efter befrielsen i 1945.
Brylluppet stod i 1948, og den unge familie skulle både etablere sig med arbejdsliv og børn. Arbejdslivet kom i form af en købmandsforretning på Amagerbrogade 250 – tæt på Sundbyvester Plads – mens børnene lod vente lidt på sig.
»Vi blev gift, da jeg var 23, men jeg fik først børn, da jeg var 27. Det var ikke normalt dengang, og mine onkler prikkede mig tit på maven for det,« siger hun.
Da børnene så kom, landede der tre på blot fire år – og nummer fire sluttede sig til fem år senere.
Købmandsforretningen var af den gammeldags slags med kaffekværn og stejl kældertrappe til varelageret, masser af varer på hylderne, og en kundekreds, der blandt andet bestod af folk fra det sydlige Amager.
»Mange af bønderne herudefra standsede ved butikken, når de var på vej hjem efter at have solgt deres varer på torvet,« fortæller hun.
Gasolin som nabo
Mere storbyagtig var en af naboerne – en tøjbutik, hvor nogle af medlemmerne af Gasolin øvede.
»Vi syntes, at de var nogle sjove og festlige folk. Men vi var glade for, når trommeslageren holdt pause,« siger hun.
Parret ejede købmandsforretningen i mange år, men udvidede handelseventyret betragteligt i 1964. Her åbnede et supermarked på Krudttårnsvej, der hvor SuperBrugsen i dag har sin bygning.
»Det var Amagers første rigtige supermarked. Her lå en Irma, men det var også det nærmeste, man kom den slags butik,« siger Inger Møller Jensen, der af og til arbejdede i butikken, men ellers havde travlt med at passe familie og det foreningsliv, hun involverede sig i. Man kunne tro, at det at åbne en helt ny butikstype var skræmmende for overhovedet i en småbørnsfamilie.
»Men min mand tog det helt roligt,« siger Inger Møller Jensen.
»Han var sikker på, at det ville blive en succes.«
Det havde han ret i. Familien beholdt butikken på Amagerbrogade, som blev overladt til en førstemand, og supermarkedet knopskød, til der til sidst var ti lokaliteter i hele Storkøbenhavn. Et af supermarkederne blev åbnet i Søvang, men lige der gik forretningen ikke så godt.
»Folk derude købte ind på vejen hjem til Søvang, og så kom de ned til os med de tomme flasker dagen efter,« konstaterer hun.
Tennis og lagkager
Inger Møller Jensen var ikke en klassisk husmor. Jo, hun passede hjem og børn – til dels med hjælp fra skiftende unge piger i huset – men hun var også stærkt involveret i det lokale foreningsliv.
»Jeg var aktiv i tennisklubben. Jeg spillede i 60 år og har hygget mig rigtig meget med det. Jeg havde en god makker, og det er noget af den dejligste motion,« siger hun, der stadig følger sporten på tv.
Også Lions, Fugleskydningsforeningen – hvor parret fik fuglekongeværdighed i 1969 – og ikke mindst Konservative Kvinder fyldte godt i dagligdagen. Hun blev hurtigt formand i den konservative kvindekreds.
»Vi holdt politiske foredrag og dyrkede selskabelighed. Vi havde ikke et lokale, så vi skulle selv lægge huse til. Jeg har blandt andet haft mannequinopvisning her i stuen,« siger hun.
»Til jul holdt vi julemarkeder på Elisenborg. Vi lavede alle sammen lagkager, og der var kø ved bordet, når de blev solgt. Overskuddet gav vi blandt andet til mødrehjælpen og lokale foreninger.«
Den konservative og socialdemokraten
Inger Møller Jensen har altid været politisk interesseret. Som ung meldte hun sig ind i Konservativ Ungdom på Frederiksberg, der allerede dengang var en af de stærkeste konservative højborge. Men det var ikke kun politikken, der trak.
»De holdt de bedste baller hos KU,« siger hun med en latter.
Partimedlemsskabet beholdt hun indtil for omkring fem år siden, hvor hun meldte sig ud. Men det skyldtes ikke uenighed med det gamle parti.
»Men jeg kunne ikke rigtigt se længere eller komme ud, så jeg tænkte, at det måtte være nok,« siger hun, der i sin ægtemand fra begyndelsen havde en politisk modstander.
»Han var en god socialdemokrat, så det var en udfordring. Men efterhånden kunne han godt se, at han som købmand nok hørte til et andet sted, og han endte med at involvere sig i politik.«
Erik Møller Jensen nåede at være medlem af byrådet i den gamle Dragør Kommune i halvanden periode fra 1966 til 1972, frem mod sammenlægningen med Store Magleby Kommune.
Hjemmet prydes i dag af to sølvlysestager med det gamle kommunevåben og årstallene indgraveret.
Optimisten
Inger Møller Jensen mistede sin mand i 1994, da var han 74 år gammel. Han havde lidt af alzheimers i fem år på det tidspunkt.
»Det var nogle hårde år. Han begyndte at gå fra huset, og så måtte vi ud og lede efter ham. Heldigvis var han et kendt ansigt i byen, så folk ringede til mig, når de så ham. Til sidst fik han en plads på en nyoprettet del af Engparken, der hed paraplyen, og som var til demente. Jeg var ved at være slidt op, så det var godt, at han fik en plads,« siger hun.
Selv er hun ikke mentalt påvirket af alderen, men fysikken vil ikke helt, som hun selv vil. Hendes høreapparat er effektivt, men synet er begyndt at svigte, og hun går med rollator.
Hun klarer sig dog i eget hjem – den eneste hjælp fra hjemmeplejen er, når der kommer en og giver hende en støttestrømpe på hver morgen. Men hun savner et lidt mere aktivt liv.
»Dagligdagen kan være kedelig,« siger hun.
»Men jeg er optimist. Der er ikke noget så forfærdeligt som folk, der er sortseere.«
At hun nu når de 100 år, er ikke noget, hun tænker så meget over.
»Jeg tager en dag ad gangen. Jeg lever ikke evigt, men så længe det går godt, er det godt.«
