Der er blomster og andre potteplanter på terrassen ved Dragørs nyeste butik – og indvendigt venter krus, fade og anden keramik på at få et nyt hjem hos kunder med særlig kærlighed til kunsthåndværk. Både planter og kunsthåndværk er til salg i butikken, der igennem den seneste måned har huset Kongeskov Keramik. Butikken ligger lidt tilbagetrukket fra Kongevejen i den lille gyde, der går op bag Dragør Strandhotel. Men et A-skilt på gaden viser vejen.
Keramikeren Camilla Kongeskov Jensen har hylderne fyldt med sine egne kreationer. Dem skaber hun selv i butikken, hvor ler, drejeskive og en stor, rund ovn med kapacitet til at brænde 80-100 krus er en del af indretningen.
Camilla Kongeskov Jensen har været selvstændig keramiker i knap fem år – og butikken er det næste, naturlige led i virksomheden. Det var dog ikke uden tøven, at hun skrev under på kontrakten. Hidtil har værkstedet ligget i en tilbygning til familiens – der foruden Camilla Kongeskov Jensen består af hendes mand og to børn på ti og 13 år – villa i Dragør. Det holdt omkostningerne nede, men nu skal der tjenes en husleje hjem hver måned.
»Jeg er spændt og nervøs, men jeg glæder mig,« sammenfatter hun rollen som nyslået butiksindehaver.
Glæden handler både om at få kontakt til flere kunder og en bedre balance i arbejdslivet.
»Jeg havde den lyserøde drøm om at være selvstændig. Men når jeg havde mit værksted derhjemme, arbejdede jeg hele tiden. Jeg kan ikke lide at sige nej til opgaver. Nu kører jeg på arbejde om morgenen og hjem igen om eftermiddagen,« siger hun.
Orlov blev til karriere
Netop et opgør med arbejdsrutiner og drømmen om at skifte et skrivebord ud med et kunsthåndværk var baggrunden for, at hun sprang ud som selvlært keramiker. Det faste arbejde i Carlsberg Danmark, som hun havde haft gennem 15 år, fyldte så meget, at hun ikke så nok til sin familie. Derfor valgte hun at tage orlov.
»Jeg ville finde mig selv efter at have haft små børn og en masse stress og jag. Jeg har altid været meget kreativ, og jeg ville prøve keramik. Jeg gik all in, købte en skive og noget af det billigste rødler fra Panduro Hobby, og så sad jeg nærmest med det dagen lang. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg med de penge, jeg betalte for at brænde hos andre hurtigt kunne tjene en lille ovn hjem, og så købte jeg en,« fortæller hun.
Talentet matchede drømmene – Camilla Kongeskov Jensen fik skabt keramik, som hun vurderede, var salgbart.
»Da jeg syntes, jeg var god nok, havde jeg min første åbningsdag, og folk var sindssygt støttende helt fra begyndelsen, og jeg fik mulighed for at sælge min keramik hos både Gabriel Jensens Traktørsted og Butik 22,« siger Camilla Kongeskov Jensen.
Sideløbende med, at hun dygtiggjorde sig i værkstedet, var hun ude i en stor overvejelse. Orloven løb efterhånden ud – og egentlig skulle hun tilbage til hverdagen med et dagligt arbejdsliv.
»Jeg fandt efterhånden ud af, at jeg ikke kunne komme tilbage. Jeg kunne ikke leve i en stressende hverdag med job og børn, jeg aldrig så. Jeg sagde op, og så tog jeg chancen. Jeg havde lidt deltidsarbejde i min søsters firma. Men keramik tager tre uger, fra man starter tingene op, og til de er færdige, så hvis jeg hele tiden tog arbejdsopgaver, så producerede jeg mindre.«
Aldrig under tunnellen
Skiftet har givet hende mere tid til at være i nærheden af hjemmet. Faktisk i en grad, så hun selv er stærkt opmærksom på det.
»Jeg er af gammel Dragør-familie, så byen ligger mit hjerte nær. Det er en luksus at kunne arbejde her. Førhen drillede jeg mine forældre med, at de aldrig kom under tunnelen til Tårnby. Men det gør jeg heller ikke selv mere,« fortæller hun.
Deleløsning
At Camilla Kongeskov skulle få butik på Kongevejen, var egentlig ikke noget, hun havde forventet. Huslejerne på gågaden anså hun som en forhindring. I efteråret deltog hun i et interview i Dragør Nyt, hvor hun efterlyste lavere husleje og fleksible muligheder – som sæsonbaseret husleje eller butiksfællesskaber – så huslejen kunne komme ned.
At hun alligevel er havnet på Kongevejen, har flere årsager.
»Lokalet ligger lidt trukket væk fra gaden, så det gør det lidt billigere,« siger hun.
»Og så har jeg været heldig. Udlejer har været sød i forhold til overdragelsen. Jeg er glad for, at der findes udlejere, der vil byen det godt,« tilføjer hun.
Samtidig har hun fundet en deleløsning, hvor hun lejer et rum og en værkstedsplads ud. Eva Merser, der i forvejen er kendt fra Kongevejens butiksliv, har også kastet sig over keramikken. Det giver et tilskud til Camilla Kongeskov Jensens husleje – og en kreativ kollega.
»Vi har den samme servicemindede tilgang. Men vi har en forskellig stil. Hendes keramik er jordfarvet er råt, og mit er mere som en slikbutik. Så det er fedt, at vi komplementerer hinanden i stedet for at lave det samme,« fortæller Camilla Kongeskov Jensen.
