Kontraktforhandlinger om cafeteria går i gang

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 0 min læsetid
Kontraktforhandlinger om cafeteria går i gang
Hollænderhallens cafeteria har været i udbud – og en lokal restauratør har vundet udbuddet. Foto: Kirsten Marie Juel Jensen

Driften af Hollænderhallens cafeteria har været i udbud, og Dragør Kommune har i forskellige omgange forsøgt at gøre sig attraktiv over for potentielle forpagtere, da man har et stort ønske om at få gang i cafeteriaet igen. Nu er man et skridt tættere på målet.

I hvert fald er udbudsrunden slut, der er kommet tilbud ind, og Økonomiudvalget har udvalgt en forpagter.

»Der er valgt en, og nu skal der så drøftes de konkrete vilkår,« lyder det fra borgmester Kenneth Gøtterup (C), som selvfølgelig ikke kan sige meget mere om sagen, før en kontrakt forhåbentlig er forhandlet på plads. Han håber dog, at der kommer en afklaring inden sommerferien.

Driften af cafeteriaet i Hollænderhallen blev første gang sendt i udbud i sommeren 2024, men da de indkomne bud ikke levede op til forventningerne, satte man sagen på pause. I marts 2025 blev den igen sat i udbud – denne gang med justeret fokus.

I det nye udbud er det førstesalens cafeteria, der skal prioriteres, og så kan byder selv bestemme, hvordan caféen og arealet i stueetagen skal anvendes.

Den nye forpagter skal selv foreslå åbningstider i forhold til Hollænderhallens brugere. Derudover får vedkommende mulighed for at byde ind på servicering og forplejning til de aktiviteter, der foregår i Hollænderhallens mødelokaler – og mulighed for også at drive cateringforretning.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER