Kvindelige iværksættere inviterer til juleshopping og tapas

F
Af Freja Bundvad
| | 0 min læsetid
Kvindelige iværksættere inviterer til juleshopping og tapas

Der er tapas, goodiebags og mulighed for at få købt de første julegaver, når lokale, kvindelige iværksættere og butikker inviterer indenfor i kontorfællesskabet Framehouse torsdag den 21. november klokken 17 til 21.

En række kvinder med egen virksomhed i Dragør er gået sammen om at skabe en aften med mulighed for både at netværke, få inspiration og handle lokalt – og ikke mindst hygge sig med veninderne, lyder det fra arrangørerne i en pressemeddelelse.

På aftenen kan man møde lokale forretningsdrivende som De Små Engle, Maggies Choice og Dragør Optik, men også kvindelige iværksættere, som du måske ikke kendte i forvejen.

Arrangementet foregår i Framehouse, hvor ejer og grundlægger Lene Kvist-Madsen er stolt af at kunne lægge hus til arrangementet.

»Vi vil gerne samle lokale kvinder til netværk, shopping og fællesskab og give Dragørs kvinder mulighed for at møde lokale erhvervsdrivende og tage hul på julegaveindkøbene,« siger Lene Kvist-Madsen i pressemeddelelsen og fortsætter: »Og så er det da også en god mulighed for en tur i byen med en veninde, kollega eller søster, hvor man ovenikøbet kan få lidt at spise, opdage nogle lokale butikker, man måske ikke kendte, og vinde fede præmier.«

Bag eventet står XLOCK, FYS 2000, Butik 22 og Kongeskov Keramik, og i alt 16 kvindelige iværksættere deltager. 

Billetter kan købes på Framehouses hjemmeside.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER