»Musikken er en kæmpe gave«

Igennem mere end 10 år har Jacob Honoré været en markant leder af Dragør Musik- og Kulturskole.

Men snart forlader han sit kontor på den gamle gård på Kirkevej, der huser skolen, hvor børn og unge under 25 år kan lære at udtrykke sig gennem skuespil, billedkunst og ikke mindst musik.

Forude venter et musikskolelederjob i Rødovre. Her skal han sidde med et større budget og en meget større mængde elever end i Dragør. Og i en topmoderne bygning, fuldt udstyret og skabt til at være musikskole.

Det kan man ikke sige, at bygningen i Dragør er, erkender den afgående skoleleder.

»Dragør har Danmarks hyggeligste musikskole. Det er der ingen tvivl om. Men den er også Danmarks mindst egnede bygning til det formål. Vi har ikke nogen som helst form for akustisk dæmpning mellem rummene, så de lærere, der underviser, skal være meget fleksible og tolerante, fordi man kan høre hinanden på tværs af lokalerne. Til gengæld er her en ganske unik stemning. Det er et hus, som emmer af musik og kreativitet, og det er et hus, der emmer af historie. Og så ligger vi jo fuldstændig fantastisk med udsigt ud over markerne og med Store Magleby Kirke og Store Magleby Skole lige over for,« siger han og fremhæver nærheden til rådhuset som et andet plus.

»Så kan man møde folk fra forvaltningen og politikerne. Det er en af de ting, der er så fantastisk herude, for det er med til at give en flad struktur og en hurtig ageren,« tilføjer han.

Når han tirsdag den 31. marts lukker døren bag sig, er det således ikke med en aggressiv smækken. Selv om han glæder sig til det nye job, fylder vemoden også hos den 55-årige musikskoleleder.

»Jeg er kommet til at holde helt ufatteligt meget af det her lokalsamfund. Det er både de dygtige elever, lærerne og forældrene og de topengagerede kollegaer, som dagligt arbejder for at skabe det bedst mulige lokalsamfund for borgerne. Da jeg kom herud, sagde folk, at Dragør var et lille smørhul. Og det er det. Det er specielt og dejligt,« fortæller Jacob Honoré.

Hård rock og opera

Selv om alverdens veje kunne brolægges med knuste kunstnerdrømme, er Jacob Honorés et eksempel på, at musik kan blive en levevej.

Hans egen vej ind i musikken begyndte i barndommens Herning. Jacob Honoré sang i kirkekor, fra han var syv år gammel, og da hans søskende ville starte et band, blev han som den yngste tildelt trommerne.

Dem holdt han fast i ved siden af sangen, og musikinteressen blev yderligere skærpet, da han begyndte på Ikast Amtsgymnasiums musiklinje. Her arrangerede to engagerede musiklærere en musikforestilling hvert år. Da Jacob Honoré gik i 3.G, valgte de Mozarts opera Tryllefløjten, og Jacob Honoré fik rollen som den ædle prins Tamino. Forestillingen var så god, at Herning Kongrescenter købte to opførelser af den.

»Tryllefløjten starter med, at Prins Tamino flygter fra en drage og falder om af udmattelse, men inden, jeg faldt om, havde jeg en arie. Det var en fantastisk følelse at ligge der, besvimet på scenen, og høre folk klappe. Det var helt vildt,« siger han.

Efter gymnasiet flyttede han til Aarhus med sit trommesæt. Han skulle være rockmusiker af den halvtunge slags. Skid Row, Mr. Big og Metallica var blandt forbillederne.

»Jeg havde hår ned til bagdelen og gik i cowboystøvler. Håret er klippet, men cowboystøvlerne kommer stadig på en gang imellem,« konstaterer han.

Over øvelokalet i Aarhus midtby boede en sanglærer, og da han en dag skulle have hjælp til at flytte nogle ting, satte den unge trommeslager en betingelse op om, at sanglæreren så skulle høre ham synge.

»Så blev jeg elev hos ham, og jeg gik hos ham i flere år, inden jeg kom ind på konservatoriet, hvor han også blev min underviser. Siden flyttede jeg til København, fordi jeg ville have timer hos sangeren Tonny Landy. Han er i mine øjne en af de sangere, der har sunget de klassiske danske sange allerbedst. Hans diktion er simpelthen uovertruffen, og det ville jeg gerne lære. Så den klassiske musik tog mere og mere over fra trommerne,« fortæller Jacob Honoré.

Fra scenen til musikskolen

Forude ventede en freelancekarriere som sanger – med al den usikkerhed, der ligger i den slags.

»Jeg havde aldrig et fast arbejde, men var tilknyttet Operakoret i Det Kongelige Teater. Der kom nogle sparerunder først i 2010’erne. De fik et kæmpe operahus, og tanken var, at det skulle udvides med en masse sangere, men der kom aldrig rigtig en økonomi til det. I 2014 begyndte der for alvor at komme besparelser, og jeg blev kaldt mindre og mindre ind. Jeg havde altid tænkt, at jeg gerne ville stå i spidsen for noget, og da der blev en ledig stilling herude, tog jeg chancen og søgte,« siger han.

»Det passede også godt ind i et familieliv med to små børn. Freelancelivet var både økonomisk usikkert og forbundet med aftenarbejde, der kunne sende en rundt i hele landet.«

Jacob Honoré har aldrig fortrudt det skifte.

»Jeg beskæftiger mig jo stadigvæk med musik og kultur. Alle de fantastiske oplevelser, jeg har haft med scenen, kan jeg formidle videre til vores elever. Musikken er en kæmpe gave. Den bliver ved med at give. Man kan helt tiden finde nye spændende genrer og nye måder at udtrykke sig på. Det er en måde at formidle følelser på, og følelser har myriader af facetter. Når vi har en musikskole, faciliterer vi, at de oplevelser kan gives videre,« fortæller han.

For den afgående skoleleder har det været vigtigt at få spredt musikken så langt omkring som muligt. For selv om målgruppen er børn og unge op til 25 år, skal musikskolen også formidle kulturen til resten af samfundet.

»Den del, synes jeg, er ret vigtig. Helt overordnet synes jeg jo, at vi skulle kunne tilbyde undervisning til alle, uanset alder. Men det er ikke sådan, der bliver prioriteret på landsplan, så alternativt har vi set det som vigtigt, at vi markerer os som kulturinstitution i lokalsamfundet og går ud og laver ting for folk, der ikke nødvendigvis er i målgruppens alder,« siger han og nævner fællessang som et eksempel. Her har der både været morgensangs- og fyraftensarrangementer, og sidste år introducerede musik- og kulturskolen »Den syngende kommune« med udendørs sangarrangementer forskellige steder i kommunen. Det bliver gentaget i år – næste gang er torsdag den 26. marts ved gadekæret i Store Magleby. Det handler om at være sammen, men der er også et pædagogisk sigte, siger musikskolelederen.

»De første gange, vi forsøgte at lave morgensang og fyraftensang opdagede vi, at lidt yngre mennesker ikke kendte mange af de sange, der er i vores ellers fuldstændigt vidunderlige sangskat. Det er så vigtigt at få den skat åbnet, for det er en stærk dansk tradition, som også er med til at forme en sprogforståelse,« siger han, inden han peger på en anden styrke i fællessangen.

»Forskere har påvist, at når man synger sammen, får man fælles hjerterytme. Det er da et fællesskab, der vil noget,« hedder det fra musikskolelederen.

»For mig er musik netop fællesskab. Og det siger jeg ikke, fordi alt behøver at være bredde. Jeg kan supergodt lide det elitære også. Jeg er jo selv uddannet klassisk sanger, og så det kan næsten ikke blive mere elitært. Jeg synes, det er fantastisk at forfine noget, og forsøge at opnå det perfekte. Men man skal ikke underkende glæden ved bare at lave musik. Ofte opstår det geniale ud fra fejl. Det kan være rigtig fedt at høre et band, hvor tingene bare fungerer, selv om alle musikerne hver for sig kunne være bedre. Tag for eksempel The Rolling Stones. De spiller jo ad helvede til, men hold kæft, hvor er det fedt,« fortæller han.

Fællesskabernes Hus

Fællesskab var også i fokus i et kuldsejlet projekt for nogle år siden. Her udtænkte Jacob Honoré projektet Fællesskabernes Hus sammen med den daværende biblioteksleder og den daværende leder af Hollænderhallen. Tanken var, at bibliotek og musikskole skulle flytte sammen i Hollænderhallen.

»Det skulle være et sted, hvor familier kunne komme, mens lille Peter gik til musik og lille Ida var til svømning. Vi havde en vision om, at man kunne samles til langbordsmiddag og spise sammen for en billig penge. Det ville være en fantastisk mulighed for travle børnefamilier, men også for folk, der sad ensomme. Vi håbede på et sted, hvor mennesker altid kunne mødes til foredrag og koncerter eller bare på biblioteket eller i caféen. Vi fik forvaltningen med på ideen, og vi nåede også at søge nogle fonde, men så kom der nogle besparelser, der gjorde, at projektet døde. Det var synd, for det kunne have bidraget til lokalsamfundet på en ufattelig positiv måde. Men jeg har kæmpe respekt for, at politikerne prioriterer de midler, der er til rådighed,« siger han.

Han mener dog, at pengene til musikundervisning er godt givet ud – ikke blot for den klassiske dannelses skyld, men også for alle de underliggende positive effekter af at være kreativ.

»Man burde undervise langt mere i de kreative fag, både her i kommunen og på landsplan. Utallige undersøgelser viser, hvor godt det er for de kognitive evner at beskæftige sig med musik og kreativitet,« siger han.

»Det er en fantastisk investering for et samfund. Det, at ungerne kan få 22 et halvt minut med en uvildig voksens udelte opmærksomhed er helt særligt. Det sker, at mine lærere fortæller mig, at de ikke fik spillet så meget på en dag, fordi de havde mere brug for at snakke lidt. Den fortrolighed får de unge mennesker ikke så tit i vores samfund, og hvis man tænker i økonomiske baner, må det spare nogle penge på sigt,« lyder det fra Jacob Honoré.

Musikskolernes økonomi er lovbestemt. Eleverne må maksimalt betale en tredjedel af kostprisen, og der er statslig refusion for lærerlønnen. Kommunens tilskud står for den største del af økonomien – men konstruktionen med refusion og brugerbetaling betyder, at den enkelte kommunale krone bliver mere værd.

»Det er udelukkende en politisk beslutning, hvor stor en musikskole man har. Hvis de giver en krone mere til musikskolen, så betyder det, at vi kan tage flere elever ind og få flere kontingenter. Det giver en større statsrefusion. Så en enkelt krone i tilskud bliver hurtigt til meget mere. Men jeg må igen respektere, at politikerne er nødt til at prioritere,« siger han.

En helt konkret udfordring er, at der er lange ventelister på undervisning i blandt andet trommer og klaver.

»Det er meget synd, at vi ikke evner at tilbyde undervisning til alle dem, der vil have det. Så selvfølgelig vil jeg gerne have flere midler til at løse problemerne med ventelister,« siger han.

»Alternativt kan man lave holdundervisning, men de steder, man har gjort det i andre kommuner, har det være med svingende succes, fordi klaver- og guitarundervisning på hold ikke er det nemmeste. Soloundervisning er betydeligt bedre, og det er også det, forældrene efterspørger,« tilføjer han.

Eftermæle

Når Jacob Honoré kigger tilbage på sine godt ti år som leder af Musik- og Kulturskolen, er det med stolthed – og med et tilbagevendende fokus på ordet fællesskab.

Han fremhæver blandt andet et projekt, der involverer tredjeklasserne og femteklasserne på skolerne. Her tager lærere fra musikskolen ud og skriver en sang sammen med klasserne, hvor eleverne selv skriver teksten og er med til at forme musikken. Så bliver sangen optaget, og musikskolen laver et miks, som bliver sendt til klassen. Derudover er det ti-ugers korprojekt i alle tredje- og fjerdeklasser, der kulminerer i en fælles optræden. Begge dele lander solidt i de grundtanker, Jacob Honoré har været med til at italesætte gennem sine ti år som skoleleder.

»Vi har hægtet Musik- og Kulturskolen op på begreberne passion, fællesskab og oplevelser for livet. Det er de tre ting, jeg synes, vi kan formidle stærkest, og jeg er stolt af, at vi har fået flyttet opmærksomheden omkring Musik- og Kulturskolen, så vi er blevet en større del af det lokale kulturmiljø,« afslutter han.