De to basuner hænger på hver deres stativ ved terrassedøren i huset på Stationsvej. Niels Neergaard, der onsdag den 27. maj fyldte 80 år, har stadig de messingblanke, langstrakte musikinstrumenter lige ved hånden. Og selv om han for længst har ramt pensionsalderen, står basunerne ikke til pynt.
Programmet for sommerens koncerter med Jazz7tetten, som han har spillet med de seneste år, er for længst lagt. Og hjemme er han i gang med at lave nye arrangementer af de klassiske højskolesange »Solen er så rød, mor« og »Tit er jeg glad«.
Ingemanns sang handler om en ungdomsforelskelse, men Niels Neergaards kærlighed til musikken går endnu længere tilbage, helt til barndommens Nykøbing Falster, hvor han voksede op i et lærerhjem. Faderen var musikalsk og spillede blandt andet violin, når han førte skolebørnene an i sang ved begyndelsen og slutningen på skoletimerne.
Selv fik Niels Neergaard en klarinet. Det var den, der skaffede ham de første musikalske kontakter, da han som 13-årig blev shanghajet af nogle tre år ældre drenge, der havde et lille orkester.
»Jeg kunne læse noder, og det var nok den største attraktion med mig. Vi spillede Saint Louis Blues, for der var noget, jeg kunne læse, men som de ikke kunne. Da vi har spillet den, siger en af dem, at jeg skal improvisere. Jeg spørger ‘Hvad er det’, og han siger ‘du skal bare spille et eller andet’,« fortæller Niels Neergaard, som tilføjer:
»Og det har jeg så gjort lige siden.«
Gruppen spillede sammen i nogle år, og det var med til at forme, at musikken fik så stor en rolle i hans liv. Altid med jazzen som udgangspunkt, men det er en bred og mangfoldig genre, der strækker sig fra traditionelle fredelige frokosttoner og langt ind i en avantgarde, der nok mest er for kendere.
»Jeg har spillet både traditionelle ting og sager, som vi jo stadigvæk spiller i Jazz7tetten, og som ikke er kulsort. Men jeg har også spillet med Jesper Zeuthen, som er en meget fri mand, så jeg har spillet alt muligt,« siger han.
Danmarks Radio
Det »alt muligt« er især blevet spillet på basunen – eller trombonen, som den også hedder. Og det var indirekte klarinetten, der førte ham ad den vej.
»Min spillelærer spillede også trækbasun, og jeg hørte ham spille i Lolland Falster Symfoniorkester. Jeg tænkte ‘Wov mand.’ Det er jo en fantastisk lyd. Jeg fik en, men det alligevel så meget forskelligt fra at spille klarinet, at det ikke rigtigt blev til noget. Den lå på en hylde, og det var faktisk først, da jeg var færdig i gymnasiet og havde været et år i kibbutz i Israel, jeg kom i gang med den,« erindrer han.
Musikken var først og fremmest en hobby for den unge Niels Neergaard, der kom i lære som lydtekniker hos Danmarks Radio, som dengang holdt til i Radiohuset på Rosenørns Alle på Frederiksberg. Det betød ikke et farvel til jazzen – tværtimod.
»Min mor så i avisen, at der var jazzstævne på Magleås Højskole, og hun opfordrede mig til at melde mig til,« siger han.
Jazzstævnerne er årlige begivenheder, der siden 1960’erne har samlet musikere og andre branchefolk. Og Niels Nergaard var vildt begejstret.
»Der var folk som Dexter Gordon, Kenny Drew og Niels Jørgen Steen,« siger han.
Hår og cirkus
Årene på Danmarks Radio gav nogle stærke kontakter – blandt andet til jazzmusikeren Erik Moseholm, der var leder af Radiojazzgruppen, som Niels Neergaard senere blev en del af i 1975. Det lå dog et godt stykke ud i fremtiden, da den unge musiker stod i lære hos Danmarks Radio.
Det første professionelle job kom i 1971, hvor han var med i orkesteret, da hippie-musicalen Hair blev opført for første gang i Danmark. Det var i cirkusbygningen i København – hvor han ret kort tid efter også kom med i Cirkus Benneweis’ orkester.
To år tidligere var han blevet optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, men ambitionerne var højere, og han søgte ind på det verdensberømte Berklee College of Music i Boston i USA. Her var han i tre år.
»At jeg kom derhen skyldtes, at jeg kendte Erik Moseholm. Han havde rådgivet mig om, at jeg skulle dertil, hvis jeg ville lære mere om den særlige form for harmonisering, som jazzmusikere brugere, for jeg kunne ikke lære alt på konservatoriet,« fortæller han.
Den store stjerne
Hjemkommet til Danmark tog musikken for alvor fart. Niels Neergaard fik mulighed for at producere for Radioens Bigband.
I 1960’erne og 1970’erne var København en europæisk jazzhovedstad, der tiltrak større navne. Et af dem var den amerikanske stjerne Thad Jones, der blev leder af Radioens Bigband i 1977. Thad Jones havde revitaliseret bigband-jazzen gennem arrangementer og nye kompositioner, og bigbandet var i stand til at leve op til hans krav.
»Jeg blev hængende som producer, og da jeg havde været det i et par år, spurgte Thad Jones, om jeg ville spille med i hans eget band, og så spillede jeg et par år med hans orkester. At få lov til at spille med ham var kæmpestort. Jeg havde ingen tvivl om, at han var det største, der var sket for bigbandmusikken siden Duke Ellington. Thad Jones havde skrevet nogle fantastiske arrangementer og sine egne kompositioner. Og så havde han en masse fortællinger fra det virkelige liv som musiker i USA. Det var absolut ikke uinteressant,« som Niels Neergaard udtrykker det.
Det blev til mange koncerter og et liv som turnerende musiker. Men op gennem 1980’erne blev det sværere. Jazzklubberne hyrede ikke i samme grad, og samtidig var Niels Neergaard begyndt at have et familieliv.
»Jeg blev tilbudt at blive musikskolelærer i Albertslund, og så tænkte jeg, hvorfor ikke. Jeg har jo selv børn, og hvis jeg kan være far for dem, kan jeg også være far for nogle andres børn. Samtidig var det også en udfordring at rejse så meget rundt. Jeg havde to små drenge, og det var lidt hårdt at sidde og kigge ud på det gode vejr et eller andet sted og så tænke på, at jeg kunne være ude at lege med de små rødder i stedet for,« fortæller han.
I dag er børnene for længst flyttet hjemmefra, og der er kommet børnebørn til. For 12 år siden flyttede Niels Neergaard og kæresten Nina til Dragør. Han boede i Søborg, hun i Charlottenlund, og de ville begge bo nær vandet. Dragør var passende – og det har han ikke fortrudt.
»Vi er glade for at bo herude. Her er en rigtig god stemning, og jeg tror ikke, jeg har låst min cykel en eneste gang, siden vi flyttede herud. Og det er lidt sjovt og musikalsk, at man taler sådan lidt bornholmsk herude,« siger han med henvisning til dragørdialekten, der stadig kan høres blandt ældre lokale.