Der er kommet nyt liv i Dragørs sandsynligvis ældste isbutik.
Egentlig skulle den lille butik på Strandlinien 51 slet ikke have holdt åbent denne sommer – det havde et opslag på døren proklameret. Men iselskere og lokalnostalgikere kan nu glæde sig over, at der alligevel bliver langet Hansen-is i hjemmelavede vafler over disken fra den klassiske isbutik, som de seneste år har heddet Nam-Nam.
Manden bag disken hedder nu Christian Willesen. Et tilfældigt møde i Lidl med den hidtidige ejer gjorde, at han fik en aftale i stand om at tage foreløbigt en enkelt sæson som ismand. Normalt ville han bruge kræfterne på Øresundsmarkedet, som han har grundlagt og hvert år har arrangeret på havnen i Dragør. Men det er aflyst i 2025.
»Jeg havde gået og ledt efter et nyt projekt, så det var en god mulighed at tage resten af sæsonen her,« siger han.
»Det er et helt særligt sted. Det er her, jeg selv er gået hen for at købe is i de 15 år, jeg har boet i Dragør. Der er en god vibe, og det ligger fantastisk,« siger han om ishuset, der har græsarealer med liggestole lige på den anden side af Strandlinien og udsigt til fortet og mod lystbådehavnen.
Christian Willesen planlægger at holde åbent til klokken 21 hver dag – nogle dage længere, hvis vejret virkelig er smukt, mens andre dage kan blive amputerede, hvis regnen holder kunderne væk. Det er hårdt arbejde, men Christian Willesen er glad for at være i gang.
»Det er con amore. Hvis det havde været for pengenes skyld, ville jeg nok have fundet på noget andet, men det er givende. Jeg møder en masse søde mennesker. Der er mange lokale, der har et forhold til stedet, og alle er glade, når de skal have is.«
