Mere end 20.000 personbiler kørte over Øresundsbron dagligt i 2025. Sammenholdt med en stigning i både lastbil- og bustrafik har det betydet, at broen til Skåne har slået rekord i antallet af biler i 2025.
Ved årets udgang nåede antallet af passager – altså biler, der har passeret broen – otte millioner, oplyser Øresundsbron i en pressemeddelelse. Det er et par hundrede tusinde mere end i 2024, hvor den seneste rekord blev sat.
Ifølge pressemeddelelsen er der registreret stigninger på en lang række områder på broen, der for 25 år siden erstattede færgefarten mellem Dragør og Limhamn.
Antallet af tyske kunder er steget med seks procent siden 2024, antallet af fritidsrejsende, der bruger rabatordningen ØresundGO, er steget med næsten syv procent, og antallet af pendlere er hævet med ni procent. Desuden kom antallet af passager for lastbiler på over ni meter op på mere end 600.000. Det er første gang, tallet har været så højt.
Det travleste døgn var lørdag den 26. juli, hvor 36.782 biler og busser rullede over broen. I samme weekend – fredag til søndag – trillede 104.276 biler over. Den travleste måned var juli med 959.642 passager.