Dragør Nyt kan ikke sikre dig en plads på scenen til Dragør Havnefest. For den er heldigvis allerede fyldt op med dygtige kunstnere, der glæder sig til at underholde.
Til gengæld vil avisen gerne stille en mikrofon til rådighed på en anden måde. Dragør Nyt har nemlig en stand nede på havnen alle tre dage til havnefesten og vil opfordre dig til at kigge forbi.
Vi vil gerne høre fra alle, store som små, unge som knap så unge – hvad tænker du om havnefesten, om den by, vi lever i – og alt, hvad det indebærer.
Du kan bruge mikrofonen på flere forskellige måder.
Har du en god, sjov eller tankevækkende historie, du gerne vil dele med os – så vil vi meget gerne høre den.
Der er også muligheden for at fortælle om dig selv, og hvorfor du er til havnefesten. Har du og dine venner eller familie en særlig tradition til havnefesten?
Du kan også fortælle din ærlige mening om hvad som helst, der er relateret til Dragør. Har du en holdning til idræts-, kultur-, ungdoms-, handels- og erhvervsliv, kystsikring eller noget helt andet, så del den med os.
Har du ideer til, hvordan Dragør Kommune kan blive et endnu bedre sted at bo? Eller kommer du udefra, og har du lyst til at fortælle, hvad du synes om Dragør?
Som sagt – hvad end du måtte have have lyst til at dele med os – så vil vi meget gerne høre det.
Vi tager gerne et foto af dig og noterer flittigt, hvad du fortæller. Og et udvalg af weekendens fortællinger, oplevelser og meninger kommer med i avisen.
Har du noget på hjerte, som du mener, vi bør vide, men som ikke nødvendigvis skal i avisen, så er du naturligvis som altid også velkommen til at dele dine tanker og input med os, uden at mikrofonen er tændt.
Læserundersøgelse
I forbindelse med weekendens havnefest lancerer vi her på Dragør Nyt også vores nye læserundersøgelse. På Dragør Nyt kan og vil vi hele tiden forbedre os, og derfor vil vi gerne høre din helt ærlige mening om avisen, så vi kan gøre den endnu bedre.
Vi lytter gerne til dig på standen, men vi vil dog også meget gerne have dig til at besvare selve læserundersøgelsen. Du kan gøre det med det samme ved at låne en tablet eller computer på standen. Eller også kan du få en flyer med en QR-kode med hjem, og så kan du udfylde læserundersøgelsen senere. Der vil også være mulighed for at udfylde et traditionelt spørgeskema i papirform.
Den nye læserundersøgelse er udformet på en måde, så den gerne skulle kunne besvares på under 10 minutter. Vi håber, rigtig mange læsere vil være med – for dine svar betyder alverden for os!