En sommerferiedag i 1960 mødte jeg Nadia – og hendes dengang lille familie – for første gang.
En solskinseftermiddag, hvor dagen på »Baderen« var afbrudt af en hjemlig frokostpause, holdt en flyttebil på Søndre Røsevej ud for det dengang helt nybyggede Strandparken.
Men det var ikke, hvad de fleste dengang ville kalde sædvanligt indbo, der blev båret ud af flyttebilen. Først kom en harpe – og nej, det var ikke Nadia, det var et stor smukt instrument. Der samledes hurtigt en nysgerrig lille flok for at se på den ukendte genstand. Turen fra vejen hen til opgangen – ganske kort – var ikke uden store udfordringer. Det havde regnet i nogle dage, og området lignede stadig en byggeplads. Så harpen blev kørt hen over brædder, der hele tiden blev flyttet, så harpen ikke kuldsejlede på det mudrede terræn. Ingen vidste, hvor den skulle hen. Det viste sig, at den skulle ind i det, der var min opgang, og op til anden sal. Det tog en rum tid.
Men »showet« var ikke slut med det. For det næste, der kom ud af flyttebilen, var et kæmpeflygel. Transporten af dette var om muligt endnu mere spektakulær end harpens tur. Kunststykket med at få flyglet op på 2. sal iagttog jeg på nærmeste hold. Det kom op uden en eneste skramme på flygel eller vægge. Da flyttebilen var kørt, ankom Nadia, Knud og deres lille dreng – øv, et spædbarn – ingen jævnaldrende legekammerater.
At der ikke kom nye legekammerater, viste sig hurtigt at være helt forkert. For Knud blev lynhurtigt alle børns legekammerat. Det var ikke uvant for familien, at børn ringede på døren en søndag formiddag for at spørge, om Knud kom ud at lege. Og det gjorde han. På den tid var det bestemt ikke det, fædre gjorde allermest, og da slet ikke hvis det var andres børn. Men langsomt vovede andre fædre sig også ude på de mudrede arealer for at spille bold med de børn, der boede rundt omkring.
Ovenstående er meget kendetegnende for den måde, Nadia og Knud indtog Dragør på. De involverede sig i mange ting.
Nadia har indtil for ganske kort tid siden nærmest været en del af »bybilledet« på Wiedergården.
Nadia kunne ikke lade være, hun var nysgerrig på nærmest alt nyt og har været en del af både kulturlivet og sit nærområde – Strandparken, hvor hun har været aktiv i afdelingsbestyrelser igennem mange år. I sine ældre år blev Nadia valgt til Ældrerådet, og Nadia var gennem flere år en del af holdet bag lydavisen. At sidde på hænderne var ikke en mulighed for hende.
Personligt var det Nadia og Knud, der introducerede mig til klassisk musik, men de også havde blik for poesien i meget af datidens nye musik, og mange stile er skrevet med inspiration fra samtaler med dem begge.
Nadia havde tillid til naboer, tillid til, at et pigebarn som mig sagtens kunne hente børn i børnehave og sørge for aftensmad til dem, ja endda passe dem i flere dage, som nybagt teenager, og Nadia fik mulighed for at give en koncert i Paris. Nadia er her ikke mere, men de mange gode minder bliver her.
Æret være Nadias minde.
Wiebke Zickert
Rødtjørnen 32
