
Det er langt fra alle steder i landet, at et nybyggeri med 15 boliger ville vække opsigt. Men i en kommune som Dragør, hvor støjzoner, fredninger og kystbeskyttelseslinjer gør byggegrunde til en næsten utilgængelig vare, er det en sjældenhed, at sådan et byggeri skyder i vejret.
Det kan man da også mærke hos Spadestik Byg, der står bag et nyt lejlighedskompleks med to- og treværelsesboliger på Søndre Tangvej. De 15 lejeboliger forventes at være indflytningsklare til november – men allerede nu er interessen stor.
»Lige nu er der endelige lejekontrakter på halvdelen af boligerne, samtidigt med at der er udsendt en række andre kontrakterne til underskrift – og interessen er stadig stor med daglige henvendelser fra nye interesserede,« lyder det fra Anders Nielsen, der er indehaver af Spadestik Byg.
Han har gennem årene stået bag adskillige byggerier – både som entreprenør og som udvikler – men bygningen på Søndre Tangvej har lige nu en særlig plads i hans hjerte.
»Jeg er glad for det, og jeg er stolt af det. Det er blevet et flot byggeri,« siger han om bygningen, der har rejst sig på rekordtid, siden nedrivningen af en tidligere industribygning gik i gang i januar i år.
Før det har der ligget et kæmpe arbejde i at tale med naboer – og med at kommunikere med kommunen for at få en lokalplan på plads, så boligbyggeriet kunne komme i gang. For selv om Søndre Tangvej ligger omgivet af boliger – med de mange rækkehuse på Vierdiget som den seneste tilføjelse. Lokalplanen for det gamle erhvervsområde blev endeligt vedtaget sidste efterår, og den åbner både for boligbyggeri og for at de erhvervsvirksomheder, der ønsker det, kan blive ved med at ligge i området.
»Det er ikke gået stærkt. Jeg købte ejendommen for fem år siden, lokalplanen kom i november sidste år, og jeg fik endelig byggetilladelse i foråret i år,« siger Anders Nielsen.
Bygget over sommeren
Selve byggeriet er gået noget hurtigere end planprocessen. Terrændækket blev støbt i maj, og allerede inden skolernes sommerferie sluttede, stod der et råhus klar.
Det er ikke bygget helt traditionelt. I stedet for beton, er der brugt lette træelementer, der så er blevet dækket med gips og facadesten.
»Det er et godt materiale, men det kræver præcision, når der kommer 18 lastbiler med elementer på kort tid,« siger Anders Nielsen, der hurtigt kunne konstatere at missionen med at få rejst elementerne – i tørvejr, vel at mærke – var lykkes.
»Derefter ventede opgaven med at få opfyldt krav til brandsikkerhed og lyd, men det er løst ved, at lejlighedsvæggene består af to separate elementer, der er dækket med brandsikker gips. Der er mellemrum mellem elementerne, så lyd ikke kan trænge igennem,« siger han.
Træ indgår stadigt oftere, når der skal bygges så bæredygtigt som muligt rundt omkring i landet. CO2-aftrykket er betydeligt mindre end ved beton, og træværk i byggeri bruges samtidig som lager for CO2, der dermed ikke havner i atmosfæren. Mange bygherrer vælger da også at søge forskellige miljøcertificeringer for deres bygninger – men det har Anders Nilesen ikke tænkt sig.
»Jeg bliver ikke lykkeligere af at certificere det. Jeg ved, at det er et grønt byggeri, men jeg behøver ikke dokumentation for det.«






