Kæmpestore tyske transportfly indvarslede nye tider for både Danmark, Københavns Lufthavn og de omkringliggende byer, da de satte hjulene på Amagers landingsbaner i dagene efter, at Nazityskland havde besat Danmark den 9. april 1940.
Al civil lufttrafik blev omgående indstillet fra lufthavnen, der delvist forblev under dansk kontrol, men reelt var underlagt besættelsesmagtens krav og interesser. Da civilflyvningen blev genoptaget den 24. juni 1940, var det med en rute til den tyske hovedstad, Berlin – og i resten af besættelsestiden fløj passagerflyene kun til tyskvenlige eller neutrale lande.
Tyskernes ankomst var relativt fredelig – især sammenlignet med Værløse, hvor det danske luftvåben blev tilintetgjort på landjorden. Men den tyske tilstedeværelse i og omkring lufthavnen var hurtigt massiv. Markant var den også – faktisk så markant, at den stadig både kan aflæses i lufthavnens opbygning og i Dragør Kommune, hvor hele vejstrækninger og flere bygninger trækker tråde tilbage til Det Tredje Riges dominans i Danmark.
Fra græs til beton
Da tyskerne ankom, var der kun græsbaner i Københavns Lufthavn. Det rakte til de lette passagerfly, der blev brugt dengang, men det var slet ikke nok for de store transportfly. Derfor gik lufthavnen efter et par måneder i gang med sin første betonbane – en 1.400 meter lang sag, der stod klar i 1941.
En oversvømmelse den følgende vinter satte yderligere gang i anlægsarbejderne – med den danske regerings godkendelse.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Tyskernes rolle i anlægget af betonbanerne til de tunge transportfly blev nedtonet efter befrielsen, hvor samarbejdspolitikken ikke var populær i alle kredse. 1950 bedyrede Kristeligt Dagblad for eksempel, at de 700.000 kvadratmeter betonbaner ikke var anlagt efter krav fra tyskerne. »Tværtimod blev arbejdet tilrettelagt sådan, at det generede tyskerne mest muligt, og de var da også ret fornærmede, når deres maskiner røg ind i de opgravede områder,« skrev avisen i en artikel i anledning af lufthavnens 25-års jubilæum.
Folk blev smidt ud af deres hjem
Besættelsen af lufthavnen kunne dog mærkes i Store Magleby og Dragør.
Ifølge Jan Cortzens bog Til vejrs. Københavns Lufthavn i 75 år blev lufthavnen det første år hjemsted for 400 flyvemaskiner og 1.500 tyskere. Strandvejen – som reelt var en sti – til Dragør blev spærret, det samme gjorde Ryvej, og i Dragør blev flere villaer beslaglagt til tyske officerer og piloter fra Luftwaffe, efterhånden som krigen skred frem.
Rundt omkring i de to byer – og selvfølgelig også i småbyerne i Tårnby Kommune – blev der sat vagtposter op, og lufthavnen fik sikkerhedszoner, hvor man kun måtte nærme sig, hvis man havde tilladelse fra tyske eller danske myndigheder.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Lokalbefolkningen måtte finde sig i tunge overflyvninger, luftalarmer og en enorm tilstrømning af tyskere – også større end man oplevede det mange andre steder, fortæller historiker Christian Aagaard. Han er museumsinspektør på Museum Amager, ekspert på besættelsestiden og blandt andet forfatter til bogen 111 steder fra besættelsestiden som du skal se, der udkom sidste år.
»Den tyske besættelse af lufthavnen blev definerende for Dragørs og Store Maglebys oplevelse af besættelsestiden. Den massive tyske tilstedeværelse satte en dagsorden for, hvordan man skulle forholde sig i områderne, og hvordan modstandsbevægelsen kunne agere,« siger han.
»Lufthavnen gav en meget større troppekoncentration, end man ofte så i byer af den størrelse. I mange af de små lokalsamfund i Danmark så man aldrig en tysker, fordi de ikke rigtigt havde grund til at være der. Men lufthavnen og placeringen ved Øresund gjorde, at byerne fik påtvunget en stor tysk tilstedeværelse. Lufthavnen definerede dagsordenen hele krigen igennem.«
På lufthavnens område blev der bygget flittigt – ikke kun baner, men også barakker, værkstedsbygninger, hangarer og et kilometerlangt system af ingeniørgange. Bygningerne blev dækket med net, så de faldt i ét med områderne, enten som jordbunker eller græsknolde, imens våben, vagter og pigtråd sikrede lufthavnen.
Granater og gartnerier
Samarbejdspolitikken ophørte i august 1943, og tyskernes krigslykke vendte for alvor samme sommer.
Tyskerne havde både friere hænder i lufthavnsområdet og større behov for at bruge dem end nogensinde før. Rundt omkring på markerne blev der sat antiluftskyts op – blandt andet ved gartneriet Tritoma på Fælledvej. Det samme skete på Saltholm og langs kysten.
De i forvejen tyndslidte nerver fik nogle ekstra rasp med sandpapiret, når der jævnligt var øvelsesskydning med de store batterier udover Øresund. Her var al kystnær jagt og sejlads selvfølgelig for længst blevet forbudt.
Indtil 1944 blev Københavns Lufthavn hovedsageligt brugt som træningslufthavn af tyskerne. Det var her, piloter fik mulighed for at øve sig, inden de skulle til de egentlige krigszoner. Men fra krigens sidste år spillede lufthavnen en mere aktiv rolle som egentlig krigshavn, hvor natjagere kunne flyve til forsvar mod bombardementer af nordtyske byer, og hvor fly kunne repareres uden for de mere krigsbelastede områder i Europa.
Luftangrebet
Den slags kræver plads – og gjorde samtidig lufthavnen til et endnu mere oplagt bombemål end hidtil.
I forvejen havde tyskerne fået et indblik i, at lufthavnen ikke var helt uinteressant for de allierede styrker. Den 22. marts angreb tre canadiske Mosquito-fly lufthavnen og skød flere tyske maskiner i brand, inden de forsvandt. Tyskerne nåede end ikke at skyde tilbage.
Det illegale blad Information rapporterede om en tilsvarende episode med to britiske maskiner, der heller ikke blev beskudt med antiluftskyts i midten af april. I juli 1944 lykkedes det – ifølge Information – heller ikke at skyde et fly fra egne rækker ned. Her stjal en dansk flymekaniker en Heinkel 111-maskine, egentlig for at flyve til England, men de tyske skud gjorde ham så nervøs, at han fløj til Sverige i stedet. Her overlevede flyveren ifølge det illegale blad også svensk antiluftskyts, inden han mavelandede ved Helsingborg.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Episoderne viste, at tyskerne ikke nødvendigvis var gearede til at forsvare sig selv. Tyskerne lavede et par områder uden for selve lufthavnen med attrap-fly, der måske kunne flytte fokus for fjendtlige angreb til de falske flyvepladser.
Sideløbende var et enormt arbejde i gang med at omdanne store dele af den nuværende Dragør Kommune til et militært område. Rundt omkring i landskabet opstod flyverskjul – volde, hvor fly kunne skjules bag i afstand fra lufthavnen. Et af dem kan man – hvis man har øjnene med sig og ikke er bange for lidt mudder på støvlerne – stadig finde ved Lergravene i udkanten af Store Magleby landsby.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Tæt på Store Magleby Skole gik byggeriet af et reparationsværft i beton i gang, og tæt på byggede tyskerne både en hangar og en brandstation. De tre bygninger findes stadig som henholdsvis Hollænderhallen, Kirkevejens SFO og ridehallen ved Hartkornsvej.
Andre tyske anlæg er siden blevet revet ned, men de gamle rullebaner, som skulle føre flyene rundt, danner grundlaget for rigtig mange af vejene i specielt Store Magleby.
»Den massive tyske tilstedeværelse satte en dagsorden for hele området i hele besættelsestiden. Rent lavpraktisk blev den meget synlig med den massive udvidelse af lufthavnen, beslaglæggelse af gårde, huse og jord og en masse anlægsarbejder med flyverskjul, bygninger og rullebaner. Hvis man ved, hvad man skal kigge efter, er det stadig tydeligt,« siger Christian Aagaard om bygningerne og vejføringerne, der blandt andet tæller Halvejen og stien, der løber bag Nordstrandskolen parallelt med D.B. Dirchsens Allé. En del af rullebanerne var belagt med særlige betonsten, som man kan se rester af ved lergravene – og som i øvrigt også blev brugt i flere private indkørsler.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Mentalt betød lufthavnens tilstedeværelse også noget, vurderer Christian Aagaard .
»Lufthavnen blev set som et potentielt mål for allierede fly. Præcisionsbombardementer var noget andet dengang end i dag, så et storangreb på lufthavnen ville ramme både Dragør og Store Magleby. Så det har betydet meget for krigsbevidstheden i området.«
Dommedag afblæst
Det store bombardement kom aldrig – men sandsynligvis var det tæt på. Den 2. april 1945 lettede 708 amerikanske fly fra en britisk base med kurs mod Danmark. Målet var flere danske lufthavne – blandt andet Københavns Lufthavn, der ifølge Berlingske Tidende var hjemsted for en masse fly, som var evakueret fra Østfronten.
Vejret var dårligt – så dårligt, at sigtbarheden ville kræve, at de kastede bomberne på må og få, når de mente sig i nærheden af målet. Men heldigvis for Dragør og Store Magleby – og Kastrup, Tårnby, Maglebylille, Sundby, og hvad lokaliteterne i nærheden ellers hedder – måtte man afblæse togtet, efter at flyene var kommet på vingerne. Nogle historikere mener dog, at togtet ikke havde Københavns Lufthavn som primært mål.
Da fredsbudskabet lød, afblæste den tyske kommandant i lufthavnen endnu en dommedag. De store betonbaner og terminalerne var mineret ved hjælp af landminer nedsænket i borede huller. Ét tryk på en knap – og lufthavnen havde været en ruinhob. Det skete dog ikke. Overgivelsen blev fredelig, og Danmark stod med en tyskerfri og meget moderne lufthavn, der på fem år var skiftet fra et par græsbaner til kilometerlange betonbaner.
Da besættelsen blev indledt, var lufthavnen blot 15 år gammel, og dens placering havde fra begyndelsen været omstridt. Christian Aagaard tør ikke være skråsikker i forhold til, om det blev afgørende for, at lufthavnen fortsat ligger på Amager.
»Men det var en helt anden lufthavn efter besættelsen. Den kom op i et omfang, hvor den blev sværere at flytte og langt mere oplagt at benytte.«
Fra varm til kold krig
Og benyttet blev den. Da Kristeligt Dagblad skrev sin jubilæumsartikel om lufthavnen i 1950, fortalte avisen, at der var 310.440 passagerer fordelt på 28.012 maskiner året inden. De blev serviceret af 400 ansatte i lufthavnen foruden de par tusinde mennesker, der arbejdede for SAS.
Samme år var lufthavnen omdrejningspunkt for en episode, der viste, at krigen blot var afløst af nye tilstande. Den 8. april 1950 skød russiske jagerfly en amerikansk Privateer-militærmaskine ned uden for kysten ved Letland. Det gav sabelraslen mellem de ny fjender i Moskva og Washington – og travlhed i Københavns Lufthavn, der blev base for en enorm eftersøgning med 21 amerikanske fly, som både blev sendt i luften for at finde spor efter den forsvundne maskine og som en magtdemonstration mod fjenden i øst.
Den varme krig var blevet erstattet af en kold.