Det er dyrt at gå til tandlægen – og det er også dyrt at tage regningen for andre.
Det må man sande på rådhuset i Dragør, hvor udgiften til bøjletandlæge er eksploderet på halvandet år. Frem til 2024 kostede det to millioner kroner om året at rette skæve tænder på Dragørs børn og unge. I år lander regningen på over syv millioner kroner.
Den 27. august sendte kommunaldirektøren en mail om forskellige forventede merudgifter til kommunalpolitikerne. Her hed det, at der ville være et »merforbrug på i størrelsesordenen to en halv millioner kroner per år til bøjletandplejen«.
Det præcise beløb er ved at blive opgjort, og det skal lægges oven i de 5,2 millioner kroner til bøjlebehandlinger, der var sat af i år.
I de kommende år er der desuden afsat 2,2 millioner kroner ekstra per år til bøjlebehandlingen.
Bøjlemedabejder sagde op
Udfordringerne begyndte i marts 2024. Her forlod kommunens fastansatte bøjletandlæge sit job. Mangel på bøjletandlæger generelt i Danmark gjorde, at kommunen ikke fandt det realistisk at få ansat en ny.
I stedet valgte politikerne, at private tandlæger skulle overtage tandlægebehandlingen. Det første skøn var, at det ville koste 300.000 kroner ekstra, men allerede samme år røg der en million mere på. Det viste sig heller ikke at være nok.
Bøjletandlægen sorterer under Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget, hvor socialdemokraten Nicolaj Bertel Riber er formand.
»Det er altid ærgerligt, når man har et merforbrug, som man ikke har set komme,« siger han.
»Det er en stor overskridelse, og vi skal finde ud af, hvad vi skal gøre. For mig er det allervigtigste, at vi har en løsning, hvor børnene bliver behandlet.«
Han vil ikke give et endegyldigt bud på, hvordan udgiften er steget så eksplosivt.
»Der har været en pukkel, og den kan være en del af årsagen, men vi bliver nødt til at blive klogere på, om det er varigt eller mere midlertidigt, at vi har sådan en stigning,« siger han.