Sundt solarium, bearnaise på dåse og vinsmagning på skolen …

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
Sundt solarium, bearnaise på dåse og vinsmagning på skolen …
I begyndelsen af 1980erne blev naturgas hovedenergikilden i Dragør. Den slags bliver selvfølgelig ikke gennemført fra den ene dag til den anden. 28. marts 1984 bragte Dragør Nyt annoncen for autoriseret VVS-installatør Orla Hansens gasudstilling på Hovedgaden 36 i Store Magleby.

Dragør Nyt har selvfølgelig været med, når store og små begivenheder har fundet sted i lokalområdet; om det er fastelavnsridt eller skolestart, borgmestervalg eller havnefester. Men byens historie kan ikke kun fortælles gennem de ting, der er hændt – avisens annoncer gennem årene er også en stærk kilde til, hvordan verden har set ud fra Dragørs grønmalede vinduer; hvilke butikker har vi handlet i, hvad har de håbet på, at vi ville sætte penge i – og hvordan blev varerne solgt. Vi er dykket ned i arkivet og har gravet nogle sjove og interessante annoncer fra begyndelsen i 1957 og fremefter frem.

Annonce-Fødeklinikken-2.jpg
Jordemoder fru E. Svenstrup Jensens fødeklinik i Skottegården i Kastrup var blandt annoncørerne i Dragør Nyt. I 1964 var fødsel på klinikken som noget nyt dækket af sygesikringen. Mange valgte stadig at føde hjemme på det tidspunkt.
Annonce-Have-Specialforretning.jpg
Specialforretningen Hjørnet på Dragørhjørnet ved Amagerbanken slog dørene op, netop som Dragør Nyt udkom første gang i 1957. Ville man ringe til dem, var det på DR 1243, men man kunne også blot kigge forbi og købe pibetobakken West Point, der blev leveret i plasticpung for 1,95 kroner for 50 gram. Det er knap 38 kroner i dagens penge – eller en femtedel af, hvad pibetobak ellers koster i dag.
Annonce-Brugsen.jpg
Den 8. november 1989 kunne man komme til vinaften et sted, der næppe ligger lokaler til den slags længere – nemlig på Store Magleby Skole.
Annonce-Oliefyr.jpg
I 1964 var der igen nye tider på varmeområdet. Oliefyret var tidens moderne varmeløsning, og Det Danske Kulkompagni udbad sig venligt en invitation, så eksperterne kunne fortælle neutralt om både fast brændsel og Caltex olie. BP var mindre vægelsindede – de ville bare gerne sælge oliefyr.
Annonce-Solarium.jpg
I 1979 kunne man tage sol på Baneengen 6. Ingen skadelige stråler, ingen udtørring af huden, men sydens kulør i løbet af bare syv til ti gange, lovede annoncen.
Annonce-Hollesen-Møbler.jpg
Gulstensvillaen skulle naturligvis indrettes efter alle kunstens regler, og siden Dragørs villaveje voksede, var det kun passende at reklamere for Danmarks bedste hjørnearrangement i Dragør Nyt.
Annonce-Supermarked-Fasanvænget.jpg
Den 26. september 1989 reklamerede Fasanvængets supermarked for sin 1-års fødselsdag. Naturligvis med gode tilbud. Priserne er et studie værd, og omregning til nutidspriser står i parentes baseret på Danmarks Statiks prisberegner; for eksempel en dåse bearnaisesauce fra Beauvais for 12,95 (25,60), culottesteg for 39,95 halvkiloet (78 kroner), en kasse Tuborg for 119,95 (237 kroner), tre pakker smør for 25 kroner (49,40 kroner) og et halvt kilo Gevalia eller Merrild kaffe for 25 kroner (49,20 kroner)
Annonce-Fiat.jpg
En fabriksny Fiat Tipo – der var årets bil i 1989 – kunne samme år købes for 129.901 kroner, selvom annoncens overskrift kunne lokke en til at tro, at den kostede 100.000 mindre. Det er 256.791 kroner i dagens penge. Årets bil i 2025, KIA EV3, koster til sammenligning fra 270.000 kroner.
Annonce-B&O.jpg
Hvis pengene ikke rakte til årets bil, men man stadig ville have lidt luksus, kunne man købe sig et nyt tv hos Jørgen Clausen Radio på Kongevejen 6 til 9.995 kroner. For den pris fik man et 25 tommers tv i lækker sort finish med indbygget tekst-tv og kvalitetshøjttalere. Skulle lyden være endnu bedre, kunne man for en tusse mere få et Nicam stereomodul til at nyde blandt andet Kim Schumacher i quizzen Labyrinten eller Lykkehjulet på det næsten nystartede TV 2.
Annonce-Bøgvald.jpg
En tidsmaskine tilbage til 1997 kunne være ganske indbringende – i hvert fald hvis man havde kontanter med til huskøb. Godt 100 kvadratmeters hus i den gamle by kostede 1.175.000 kroner – 2,3 millioner kroner i nutidskroner.
Annonce-Palm-Steffen.jpg
Skulle der fyres krudt af, kunne man få det hos Palm Steffen, der endog holdt åbent nytårsaften.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER