Siden Irma-butikken på Neels Torv lukkede, har beboere i den gamle by samt de mange gæstesejlere i Dragør Havn manglet et sted at købe ind.
»Antallet af gæstesejlere faldt i sæsonen 2024. Vi ved ikke hvorfor. Men måske er de manglende indkøbsmuligheder en del af forklaringen,« lyder det fra Flemming Blønd fra Sydamagerlisten.
Han mener også at have en løsning på problemet. I hvert fald har partiet modtaget et tilbud fra Unlimit Retail ApS, et firma, som har opsat døgnåbne dagligvarebutikker flere steder i landet.
Artiklen fortsætter efter billedet.

En ubemandet butik mellem værft og røgeri
Unlimit Group, der har til huse i Køge, leverer ubemandede butikskoncepter til forskellige slags forretningsdrivende. De vil samtidig stå for drift af butikken med alt, hvad det indebærer.
I Dragør forventer de at kunne opsætte en butik på 68,3 kvadratmeter, som Sydamagerlisten foreslår bliver opstillet på grusarealet mellem det gamle værft og røgeriet – foreløbig for en prøveperiode på tre år.
Butikken vil være bemandet i travle perioder, mens man resten af tiden vil kunne tilgå den ved hjælp af MitID. Turister fra udlandet kan bruge en EU-kode. Det oplyser Flemming Blønd til Dragør Nyt.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Kommunen vurderer forslaget ulovligt
Men Flemming Blønds forslag har ingen gang på jorden. Faktisk er det slet ikke lovligt. Det fortæller borgmester Kenneth Gøtterup til Dragør Nyt:
»Flemming Blønd foreslår, at vi skal støtte en forretning, hvor vi skal betale 100.000 kroner up front i depositum. Et beløb, vi ikke får igen, medmindre der sikres en omsætning på mindst 2,5 millioner kroner. Sådan må en kommune ikke agere, og vi må ikke give erhvervsstøtte, der kan være konkurrenceforvridende,« lyder det i et skriftlig svar fra borgmesteren.
Samme melding lyder fra Venstres Helle Barth.
»Det fremgår af ’tilbuddet’, at det forudsætter, at kommunen deltager i finansieringen, og det mener jeg ikke er en kommunal opgave. Det er heller ikke i overensstemmelse med kommunalfuldmagten at yde direkte eller indirekte erhvervstilskud,« skriver hun til Dragør Nyt.
Kenneth Gøtterup udtrykker også ærgrelse over, at Sydamagerlisten efter næsten fire år i kommunalbestyrelsen ikke undersøger sagerne og stiller forslag, der ikke kan gennemføres.
Folk kan handle andre steder
Borgmesteren havde håbet, at Coop ville åbne en anden butik ved Neels Torv, da Irma lukkede. Sådan blev det ikke. Men han mener ikke, at Dragør har brug for en dagligvareforretning på havnen.
»Man kan jo købe brød og kød i gågaden hos bageren og slagteren, og det er jo meget tæt på. Og samtidig er der vinhandlen, der også har forskellige delikatesser. Så der er muligheder tæt på. Almindelige basisvarer skal man de 800 meter til Dragør Centret, hvor der er tre supermarkeder, apotek og andre butikker,« skriver borgmesteren.
Helle Barth vil derimod gerne komme Flemming Blønd i møde.
»Jeg vil gerne invitere Flemming Blønd til en drøftelse om hans forslag og om, at vi – også foruden drøftelsen på det kommende økonomiudvalgsmøde i august – kan drøfte ønsket på Klima-, By- og erhvervsudvalgets møde efter sommerferien, hvor udvalget har mulighed for at stille spørgsmål til forvaltningen om muligheder for en ubemandet dagligvarebutik på havnen og samtidig holde det op mod de vedtagene initiativer i erhvervsstrategiens idekatalog, som blandt andet omfatter en ubemandet madbod på havnen drevet af en privat aktør,« lyder det i et skrifligt svar fra Venstre-kvinden.