
Det bliver dyrere at hoppe under bruseren, vande haven og slukke tørsten i Dragør fremover.
Inflation og udgifter til reparationer og nye rør gør, at forsyningsselskabet HOFOR lader vandpriserne stige i Dragør og flere andre kommuner.
I Dragør bliver stigningen på otte procent. Det betyder, at en kubikmeter – eller 1.000 liter – vand stiger fra 68,19 kroner til 73,64 kroner.
Alle HOFORs kunder betaler for renoveringer og udbygninger af ledningsnet, så det er ikke de lokale udbedringer, der direkte kan mærkes på vandregningen fremover. HOFOR oplyser dog, at der i 2024 er blevet renoveret vandrør i D.B. Dirchsens Alle, Ndr. Dragørvej, Blokhusvej, Ndr. Tangvej, Møllevej og Krudttårnsvej for at undgå gentagne brud på vandrørene. Derudover fortsætter arbejdet med at lægge et stort rør, der kan forsyne Dragør med drikkevand fra København via Tårnby. HOFOR har desuden udført tv-inspektioner af kloaksystemet ved Dragørs gamle bydel og ved området øst for A.P. Møllers Allé. Flere steder er der lavet strømpeforinger af kloakrørene for at renovere rørene der, hvor tv-inspektionen afslørede revner. Desuden er materialer og driftsomkostninger også steget, oplyser HOFOR.
Til trods for prisstigningen holder prisen på vand i Dragør sig fortsat under landsgennemsnittet, viser en opgørelse fra forsyningsselskabet. Dragør-borgerne skal betale cirka syv øre for at fylde en drikkedunk på en liter. På landsplan lyder gennemsnittet på cirka otte øre for samme mængde vand.
Med et gennemsnitligt forbrug per borger i Dragør på 90 liter om dagen, betyder det, at den daglige regning er på 6,30 kroner per næse.
Protestafstemning
Da vandtaksterne var på dagsordenen på kommunalbestyrelsesmødet den 19. december førte det til en længere diskussion, selv om der egentlig blot skulle tages stilling til, om taksterne var fastsat inden for gældende lovgivning. Det var alle i princippet enige om, at de var. Men Liste T og Sydamagerlisten stemte imod som en slags protest og fik en fælles protokol-tilførelse, der gik på, at de mener takstfastsættelsen sker uden borgernes demokratiske kontrol og indflydelse.
»I dag kommer Liste T til at stemme imod. Det er en protest mod manglende gennemsigtighed. Priserne er blevet hævet med otte procent på et år. Det sker uden borgernes demokratiske indflydelse,« lød det fra Peter Læssøe (T).
Ingen af de andre partier havde forståelse for dette.
»Det er uforståeligt, at man kan stemme imod en legalitetsgodkendelse. Taksterne er udregnet efter vandtakstloven. Der er helt faste rammer for, hvordan man beregner det her. Forvaltningen siger, det er inden for skiven – ergo er det inden for skiven,« sagde Helle Barth (V).