»Vi skal have gode busforbindelser til ungdomsuddannelser«

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 0 min læsetid
»Vi skal have gode busforbindelser til ungdomsuddannelser«

Her fortæller Martin Wood Pedersen om, hvad han vil arbejde for, hvis han bliver valgt ind i kommunalbestyrelsen igen.

1. Økonomi

»De seneste fire år har vi fået styr på økonomien i Dragør. Det skal vi fortsætte med. Sikker drift og stabilitet er en af mine mærkesager.«

2. Kystsikring

»Vi skal sikre fremdrift i kystsikringsprojektet – med eller uden staten. Og så skal der arbejdes med en fair fordelingsmodel omkring finansieringen af digerne.«

3. Ældrepleje

»Allervigtigst det kommende år er at sikre en god implementering af den nye ældrelov.« 

4. Folkeskoler

»Vi har gode skoler. Det skal vi fortsætte med at have, så der er ingen større forandringer her.«

5. Daginstitutioner

»Vi skal fortsætte 60/40-fordelingen, og at vi uddanner vores medhjælpere til pædagoger.«

6. Klima og natur

»Vi skal understøtte skovrejsning, fastholde plejeplanerne på strandengene og have et øget fokus på biodiversitet på strandengene.«

7. Butikker og erhvervsliv

»Vi skal udvikle det nye erhvervsområde. Vi har taget initiativet til en erhvervsstrategi. Det arbejde fortsætter vi med. Vi skal løbende samarbejde med detailhandlen for at blive ved med at sikre, at vi kan fastholde butikslivet.«

8. Fritidslivet

»Vi skal have nyt kunstgræs til boldklubben og bedre arealdisponering. Vi skal støtte og udvikle vort foreningsliv.«

9. Kulturlivet

»Vi skal understøtte aktiviteter i lokalområdet og få implementeret ny kulturpolitik.«

10. Ungdomslivet

»Vi skal bakke op om det gode ungdomsliv med lokale aktiviteter og tilbud, der passer til de unge. Vi skal arbejde for gode busforbindelser til ungdomsuddannelserne.«

11. Boligudbuddet i Dragør

»Der er ikke så mange muligheder her. Vi har allerede givet mulighed for boligfortætning. Ellers har vi kun tre grunde tilbage, hvor der kan bygges.«

12. De svageste i samfundet

»De Konservative værner om de svageste og har et fokus på at støtte dem i bedre at kunne klare sig selv. Vi er en udpræget køberkommune af sociale tilbud, da vi ikke har dem selv. Vi fastholder en god socialpolitik og de indsatser, vi har.«

Om Martin Wood Pedersen

Alder: 55 år.

Uddannelse:
Hd i afsætning fra CBS.

Job: Administrerende direktør i Kärcher Danmark A/S.

Familie: Har to voksne børn, Isabella på 23 år og William på 21 år. Kæreste og sambo med Birgitte Borup og har to hunde, Nova og Luna på fire og fem år.

Fritidsinteresser: Politik, masser af sport og motion, venner og familie.

Erfaring fra kommunalbestyrelsen i Dragør: Har siddet i kommunalbestyrelsen siden 2018. Er i dag gruppeformand for den konservative gruppe og sidder i Klima-, By- og Erhvervsudvalget.

Om kandidatrunden

I Dragør Nyt vil vi gerne levere så meget faktuelt input til valgkampen hen mod kommunalvalget 2025 som muligt.

Vi har været igennem alle spidskandidater, og nu er vi i gang med at præsentere alle de andre kandidater, der stiller op til KV25, som har svaret på vores spørgsmål.

Vi har bedt dem om at komme ind på, hvad de vil arbejde på inden for områder som skoler, erhvervsliv, ældrepleje og kultur.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER