Man kan glemme al snak om dyrkning på sydvendte skråninger, terrænforskelle, højtliggende marker og anden vinsnak herude i det vel nok fladeste område, der findes mellem Vadehavet og de russiske stepper.
Og det nærmeste, vi kommer chateauer, er de gamle slægtsgårde, der stadig findes i det sydamagerske landskab. Det er synd at sige, at vinproduktion er tæt forbundet med Amagers ellers så stolte landbrugstraditioner.
Men helt tørlagt er egnen ikke.
På det gamle gartneri Tritoma på Fælledvej er vinhøsten i fuld gang. Solen har modnet de grønne druer, de blå følger snart efter, og årets høst kan omdannes til flasker med rødvin, hvidvin og rosé.
Et klip med saksen, ned i en spand, der tømmes i baljer, når den er fyldt. Det går stærkt, når Niels Febber Andersen og Poul Hoe Larsen høster de grønne druer.
»Jeg vil tro, vi lander på omkring 150 kilo grønne druer. Det er omkring 100 flasker,« siger Niels Febber Andersen.
Sorterne hedder solaris – det er den hvide – og rondo. Det er relativt nye sorter, der blev udviklet i 1960erne og 1970erne, og de er ret udbredte til vinavl i kølige egne. Det betyder dog ikke, at vinavlen er helt uden problemer.
Solsorte og svirrefluer
I år er en del druer gået tabt, fortæller Niels Febber Andersen.
»Der er gået hvepse eller svirrefluer i dem. De har ædt en del.«
Insekterne er kun nogle af de fjender, som efterstræber de søde druer. Solsorte og meldug – en svampesygdom, der lægger sig som et hvidt, pulveratigt lag på druerne – er andre store trusler mod vinmarkerne.
Men heldigvis er vindyrkningen ikke noget, de to vinbønder lever af. Faktisk slet ikke – vinavlen er en ren hobby.
Niels Febber Andersen har sin egen vinmark i haveforeningen på Rytterager ud over den, han driver i makkerskab med Poul Hoe Larsen. Og livet som vinbonde er realiseringen af en gammel drøm.
»Da jeg var ung, rejste jeg i Sydfrankrig og fik lyst til at købe en vingård. Det skete aldrig, men i 2007 fik jeg et jordlod ved Rytterager, og da jeg gik på efterløn i 2009, plantede jeg en vinmark,« siger han.
»Da jeg gik på efterløn i 2009, plantede jeg en vinmark.«
Niels Febber Andersen
Vinbonde ved et tilfælde
For Poul Hoe Larsen har turen været mere tilfældig. Han er tredje generation på Tritoma, men har ernæret sig som vognmand, indtil han stoppede for nogle år siden. Vindyrkning var egentlig ikke en del af pensionistplanerne, fortæller han.
»Omkring 2002–2003 forpagtede jeg noget af min jord ud til nogen, der ville dyrke vin. Da de gav op, stod jeg med marken. Jeg kendte Febber i forvejen, så vi beholdt vinmarken, men det var helt tilfældigt fra begyndelsen.«
Der bliver ikke talt meget om processerne, mens de to arbejder. De er erfarne vinproducenter, og de kender trinnene. Når druer er plukket, bliver de trukket ind i et værksted på en lille traktortrailer, hvorefter de smides ned i en maskine, der skiller druerne fra stilkene.
»Jeg kalder den persillehakkeren,« siger Poul Hoe Larsen.
Og noget er der om snakken – i hvert fald kværner den sig lige så let gennem spandevis af druer, som når der hakkes krydderurter til sovsen hjemme i køkkenet. Snart flyver stilkene ned i en balje, mens druerne havner i en anden.
Derefter skal de over i en presse, der trækker saften ud – og snart står der en solid strøm af fremtidens vin ud af tuden forneden på pressen.
Vandet holder på varmen
At det reelt bliver til vin, sørger Niels Febber Andersen og Poul Hoe Larsen for at forvisse om ved at skænke et glas op af sidste års hvide aftapning. Så bliver tiden brugt fornuftigt, mens pressen driver saften ud af de hårdtprøvede druer.
»Det plejer at gå godt,« siger Poul Hoe Larsen, da han bliver spurgt om, hvorvidt det nogensinde er endt med en fejlproduktion.
»Men der var et år, hvor måleudstyret svigtede.«
At Amager er blevet vinland, kan synes lidt specielt, men selvom her er fladt og lidt køligere end i de lande, vi normalt henter vin fra, er det ikke helt tosset, siger Niels Febber Andersen.
»Der er vand rundt om Dragør, og det hjælper til at holde på varmen herude til længere ud på efteråret end andre steder i landet.«
Men varme er naturligvis ikke den eneste faktor.
»Det handler også om jorden, og der har jeg hørt, at Kolding og området ved Røsnæs ved Kalundborg har noget af den bedste jord til vin. Det er en hel videnskab,« siger Poul Hoe Larsen.
Amager’one
I et rum ved siden af presse og persillehakker står ståltanke klar. Her skal vinen gære – det er processen, hvor sukkerstofferne bliver omdannet til alkohol – inden den kan renses for bundfald og lignende og hældes på flasker.
Processen er lidt forskellig for rødvin og hvidvin. Når man laver hvidvin, bruger man kun saften. Ved rødvin skal skaller og kerner også gære med i et par uger, inden man presser saften ud af dem.
Det giver både farveforskellen og smagsforskellen mellem de røde og de hvide vine. Rosé lander lidt imellem de to stole – reelt får den rødvinsbehandlingen, men den får kun et par dage til at trække kraft fra skaller og kerner.
En lang proces – og en tidskrævende hobby, erkender Niels Febber Andersen.
»Vi har travlt hele sæsonen. Der skal tyndes ud i bladene, der skal sprøjtes mod meldug, og der skal høstes,« siger han om processen, før vinen kan blive hældt på flasker.
Og de fyldte flasker? De bliver tømt hen over de næste sæsoner – enten til eget forbrug eller til gæster og som gaver til folk, der gerne vil skænke et glas Amager’one eller byde på en cuvee Tritoma eller Amagerland. Men til salg kommer den ikke – hobbyvinavlen er netop kun en hobby, og sådan bliver det ved at være, siger Niels Febber Andersen.
»Der er alt for mange regler forbundet med at være professionel vinavler, så vi holder det sådan her.«
