Mens der tales meget om børns læsekrise – ja, sågar om læsehad – så er virkeligheden en anden på Dragør Bibliotek. Her har 11-årige Ida Cedervall nemlig fået lov til at starte en sommerlæseklub.
Klubben mødes første gang i slutningen af juni og derefter igen i august.
Ida er selv en læsehest, men hun vil også gerne gøre læsning til en fælles aktivitet og ikke blot noget, man kan gøre hjemme på sit værelse.
»Det er hyggeligt at være i fællesskabet. Det er hyggeligt, at man også kan tale sammen om bøgerne. Måske bliver det også lidt lettere at læse bøger, end hvis man sidder alene derhjemme og gør det,« fortæller hun til Dragør Nyt, da vi møder hende på biblioteket.
Og hun understreger samtidig, at man gerne må komme alene.
»Vi plejer at være rigtig gode til at tage imod, hvis man er lidt genert eller bare ny,« siger hun.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Biblioteket som frirum
For Ida Cedervall er Dragør Bibliotek en slags frirum, forklarer hun.
»Der kan man gå hen og få en puster. Det er hyggeligt, at der er lidt ro hernede, og så kan jeg godt finde nogle bøger og læse lidt i dem og se, om de er interessante, eller om jeg skal finde en anden,« lyder det.
Det sker dog ikke så ofte, for hun finder tit gode bøger. Særligt er hun glad for serier, hvor man kan dykke ned i et univers og blive der længe. Hendes yndlingsserie har hun læst tre gange.
Men det lå ikke i kortene, at Ida Cedervall skulle blive en læsehest.
Faktisk havde hun en del modstand mod at skulle læse. Hun følte sig ikke som en god læser, og de der 20 minutter hver aften, som skolen anbefaler, var virkelig en kamp, fortæller hendes mor, Annki Cedervall, til Dragør Nyt.
Men så søgte Ida ind på Eventyrteatret, hvor hun skulle læse en mase manuskripter. Til det fik hun hjælp fra sin dansklærer Regine fra Nordstrandskolen, men også fra Isabella, der var bibliotekar på Drager Bibliotek. Bibliotekaren vidste nemlig, at det bare handlede om at finde de rigtige bøger, så skulle læseglæden nok komme.
»Så fandt hun nogle bøger med billeder og sådan nogle snakkebokse og sådan noget, som jeg bare kunne læse, og pludselig var jeg i gang og ikke til at stoppe,« fortæller Ida Cedervall.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Læsning som fællesaktivitet
Det var også på biblioteket, at Ida fik øjnene op for, at det at læse sammen kan noget ganske særligt.
Da hun gik i 4. klasse, ønskede hun og nogle veninder fra klassen at læse mere og at læse mere sammen.
Derfor startede de en læseklub på biblioteket, hvor de fik hjælp af bibliotekarerne med at booke et lokale, hvor de kunne sidde og læse sammen, spise snacks, hygge og tale sammen – ikke mindst om de bøger, de læser.
Nogle gange går de videre på café bagefter, spiller brætspil og får en »svensk fika«, fortæller Ida, der selv er halvt svensk.
»Vi læser mest, hvad vi selv godt kan lide, og så kan vi tale lidt om bøgerne og rekommandere dem til hinanden,« forklarer Ida Cedervall.
Det er de samme rammer, der gælder for sommerlæseklubben, fortæller hun til Dragør Nyt. Her er heller ingen krav til, hvilke bøger man skal læse – og man kan helt sikkert få nogle anbefalet af andre læsere.
Ida selv er meget glad for fantasy, gerne med lidt animé inde over.
»De bøger, jeg læser, kan man leve sig godt ind i, fordi der er mange billeder,« siger hun.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Kast vandballoner mod bibliotekarerne
Ida elsker at komme på biblioteket, og hun vil gerne vise andre af Dragørs børn og unge, at det er et fedt sted.
Hun fortæller, at biblioteket giver is i slutningen af juni, og hvis de unge har været flittige med læseriet, så kan de få lov at kaste vandballoner på de voksne.
»Hvis vi læser flere bøgen end de voksne, så må vi kaste med vandballoner mod bibliotekarerne,« forklarer hun.
Læseklubben mødes næste gang lørdag den 9. august mellem klokken 10 og 12, og man må gerne tage snacks med.
Særligt drømmer Ida om, at der kommer flere piger, som efter sommerferien skal begynde i 5., 6. eller 7. klasse.
Men alle er velkomne. Ida har booket lokalet, og man kan vælge lige den bog, man har lyst til at læse – også dem med mange billeder i.
Tre boganbefalinger fra Ida
Spilledåsen af Carbone er en magisk og eventyrlig tegneserie om pigen Nola, som arver en mystisk spilledåse efter sin mor – og opdager, at den rummer adgang til en anden verden, Pandorient.
Nordlys af Malin Falch er en norsk fantasyserie om Sonja, en helt almindelig pige, der bliver trukket ind i en nordisk-inspireret eventyrverden fyldt med trolde, vikinger og mystik.
Solo Leveling af Chugong er en sydkoreansk tegneserie, som foregår i en verden, hvor portaler til monstre åbner sig, og visse mennesker – kaldet jægere – kæmper mod dem.