Det var et symbol på stigende velstand, teknologisk udvikling og trangen til komfort, som rejste sig ved siden af vandtårnet på Nyby 8 i 1961.
Et møntvaskeri, der under navnet Centri Vask tilbød Dragørs husmødre en mulighed for at vaske, tørre og rulle tøj i moderne maskiner. Ganske vist måtte man selv slæbe poserne med tøj frem og tilbage, men det var stadig et nemmere alternativ til håndvaskeriet derhjemme. Det var de fleste henvist til, før vaskemaskiner blev allemandseje.
I dag ligger murstensbygningen med det flade tag øde hen, præget af både hærværk og mange års forsømmelse. Ruderne bagtil er knust, der er malet graffiti, og taget er flere steder styrtet sammen, ned over maskiner og andet inventar, der stadig står tilbage.
Men mange kan nok stadig genkalde sig den helt særlige lugt af vaskerisæbe, maskinernes snurren og brummen, poletternes eller kronestykkernes lyd i automaterne og den helt særlige varme og fnugfiltrenes dun, når man åbnede tømmertumblerne. Og andre husker nok tiden, mens man ventede på vaskemaskinens færdigklik eller på, at centrifugelåget løftede sig, som enten en afgrund af kedsomhed, som et rart afbræk i en travl dag – eller som en mulighed for at udveksle sladder med de naboer, der havde samme vaskedag som en selv.
Forældede
Centri Vask har fulgt en livscyklus, der spejler møntvaskeriernes generelle historie ganske godt.
Tager man en tur til hovedstaden, kan man stadig se dem i gadebilledet, men i de fleste provinsbyer er møntvaskerierne for længst forsvundet – dem, der eksisterer, er som beboervaskerier i kældre eller sidebygninger i almene boligselskaber. Ganske simpelt fordi langt de fleste husejere for længst har fået en vaskemaskine, så de slipper for den slidsomme gang til vaskeriet.
Allerede ved årtusindskiftet havde tre ud af fire danske husstande ifølge lex.dk en vaskemaskine.
En plads i historien
Men møntvaskeriet har bevaret sin plads i vores samlede historiefortælling. Bjørnen Paddington er kommet galt afsted i en britisk møntvask i Michael Bonds bogserie, Dan Turell har ladet møntvasken være ramme om et mordmysterium og har også skrevet et digt om møntvaskerierne, instruktøren Stephen Frears har lavet socialrealisme med udgangspunkt i et vaskeri, Sebastian har skrevet sangen Vascomat Liza om et møde i et møntvaskeri – for blot at nævne nogle enkelte eksempler.
I sin tid repræsenterede møntvaskerierne et bud på en fremtid med meget mere komfort end det, man hidtil kendte. Fritidssamfundet blev det senere kaldt, en tid, hvor maskinerne ville overtage det meste af vores arbejde, og hvor det sværeste i livet ville blive at finde noget meningsfuldt at få dagene til at gå med.
Der er vi ikke kommet hen endnu – men mens vi passer computeren under hjemmearbejdet, kan vi gøre det akkompagneret af den rytmiske klang fra cowboybukser og skjorteknapper, der banker imod vaskemaskinens glaslåge.
Forurening
Centri Vask blev lidt usædvanligt rejst som en privat virksomhed på en kommunalt ejet grund. Præcis hvornår vaskeriet blev lukket, har det ikke været muligt at opspore – det optræder stadig i telefonbøger efter årtusindskiftet – men bygningen har gennem flere år været dødsdømt af kommunalbestyrelsen.
I 2013 lavede den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras en kortlægning af grunden. Den viste voldsom forurening med klorstoffer på grund af renseridriften. Det koster penge at fjerne. Politikerne har afsat 500.000 kroner i seneste budget til projektet, og den seneste politiske melding er, at nedrivningen kan finde sted i 2027.
Dragør Nyt har fået lov til at tage på et kort besøg i bygningen på Nyby 8 – selvfølgelig under hensynstagen til sikkerheden i den meget faldefærdige bygning. Se flere billeder på dragørnyt.dk
