Hvad der reelt bliver gennemført af de mange planer og visioner i regeringsgrundlaget for den nye regering – og hvordan finansieringen findes – er endnu uvist. Men her serverer Dragør Nyt 12 punkter fra grundlaget, som kan få særlig betydning for Dragør og kommunens borgere.
- Ny finansiering af folkeskoler: Dragørs tre folkeskoler – og alle andre skoler – skal have mere lokal frihed. Og en ny økonomisk model skal sikre, at skoler i hele landet får samme basisvilkår. Indtil den er på plads, er det planerne at øge skolernes timebank, så den enkelte skole får bedre mulighed for at udbrede for eksempel brugen af to-voksenordning, mindre klasser osv.
- Billigere at købe ind: En halvering af momsen på alle fødevarer og en fuldstændig fjernelse af momsen på frugt og grønt gennemføres så hurtigt, det teknisk er muligt.
- Digital trivsel: Børn må ikke bruge TikTok og Instagram, før det bliver 15 år. Aldersgrænsen på 15 år for brug af sociale medier gennemføres nemlig og skærpes sådan, at der ikke gives mulighed for forældredispensation fra 13 år.
- Langsigtet økonomisk planlægning: Kommunalbestyrelsen i Dragør, som går efter langsigtet økonomisk planlægning, får hjælp, fordi staten nu vil understøtte dette ved at overgå til flerårige økonomiaftaler og flerårige budgetter med regioner og kommuner.
- Bedre mulighed for bosætning: Dragør har brug for flere borgere og bedre muligheder for at boligudvikle. Og i regeringsgrundlaget står der, at planloven skal moderniseres, så den særligt uden for de større byer i højere grad blandt andet understøtter bosætning og bæredygtig udvikling og styrker mulighederne for frilufts- og helårsturisme.
- Tilskud indtil udligningsreform: Regeringen vil nu forhøje og anvende særtilskudspuljen til at understøtte en bedre økonomi i de økonomisk udsatte kommuner, indtil en ny udligningsreform træder i kraft. Om dette kommer til at omfatte Dragør (som traditionelt har afgivet mange penge qua udligningsreformen) med stigende ældrebyrde er dog uvist.
- Kystbeskyttelse: Regeringen vil indgå en aftale om klimatilpasning med afsæt i National plan for kystbeskyttelse af Danmark. Regeringen vil fortsætte arbejdet med den nedsatte ekspertgruppe til ny bidragsfordelingsmodel. Dragør kan dermed stadig krydse fingre for økonomisk hjælp til kystbeskyttelsen.
- Ud med gas- og oliefyrene: Gas og olie skal udfases til boligopvarmning i 2035, slås det fast. En plan for dette præsenteres allerede i år. Og der skal fremadrettet arbejdes målrettet med at gøre Danmark selvforsynende med billig og sikker vedvarende energi. For eksempel foreslås det, at borgere i lokalsamfund får medejerskab af anlæg til vedvarende energi. Og at kommuner, der tager ansvar for udbygning af vedvarende energi, belønnes med en bonus.
- Mindre forurening fra lufthavnen: Regeringen vil undersøge mulighederne for og tage initiativ til at mindske de forureningsmæssige gener for naboerne til Københavns Lufthavn (med respekt for armslængdeprincippet for statens ejerskab af lufthavnen).
- Billigere busser og cykelbonus: Hånden skal holdes under den lokale, kollektive transport, og der igangsættes en analyse af, hvordan den kollektive transport kan forbedres på landet. Det bliver gratis for alle under 22 år at tage bus, metro og tog. Det skal undersøge, om man kan indføre et særligt befordringsfradrag for cyklisme for et mindre antal kilometer, end hvad der i dag er omfattet. Og et midlertidigt forhøjet befordringsfradrag indføres for at kompensere for stigende benzin- og dieselpriser.
- Mere eller mindre i skat: En skattereform skal gøre skattesystemet enklere og afskaffe mellemskatten. Så man op til en indkomst på 777.900 kroner om året kun betaler bundskat. Alt man tjener derover, skal der så betales ekstra 15 procent skat af (topskat). Ifølge Danmarks Statistik tjente 2.139 Dragør-borgere over 750.000 kroner før skat i 2024. Pristalsregulerede beløbsgrænser skal fastfryses i to år, hvilket i praksis vil være en skattestigning for alle borgere. Der planlægges et loft over størrelsen af rentefradrag.
- Nemmere at være iværksætter: Der bliver fremlagt en Iværksætterpakke 2.0, der skal gøre det lettere for iværksættere at låne penge og undgå, at man støder imod for mange skattemæssige barrierer. Pakken skal også udvide grønne, socioøkonomiske og kvindelige iværksætteres adgang til risikovillig kapital.