14-årig blev forbrændt i fly på landingsbane i København

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
14-årig blev forbrændt i fly på landingsbane i København
Tidligere tiders brandskum indeholdt PFAS, der har vist sig at være miljøskadeligt. Siden har man skiftet til andet brandskum, der ikke indeholder de farlige stoffer. Foto: Tim Panduro

En 14-årig fik behandlingskrævende forbrændinger, da en powerbank brød i brand i teenagerens lomme i et fly i Københavns Lufthavn.

Hændelsen fandt sted 20. december sidste år, og nu har Havarikommissionen – der er instansen, som undersøger hændelser med fly – frigivet en rapport om forløbet.

Havarikommissionens rapport fortæller, at flyet, en Boeing 737-8 fra SunExpress Airlines, skulle til Antalya i Tyrkiet. Flyet var ved at blive bugseret ud fra gaten for at komme til startbanen, da powerbanken pludselig overophedede.

Den 14-årige pige, der sad i sæde 22B, havde powerbanken i sin højre bukselomme, da den brød i brand. Pigen flåede den op af sin lomme og smed den på gulvet.

Besætningen havde netop overstået sikkerhedsvejledningen af passagererne, da et besætningsmedlem blev opmærksom på ilden, efter at flere passagerer flygtede fra stedet.

Besætningsmedlemmet bad de nærmeste passagerer trække væk og opfordrede de øvrige til at blive siddende, så brandslukningen kunne gå i gang.

En brandslukker fik stoppet brandudviklingen, og da powerbanken blev ved med at slå gnister, blev den lagt i en balje med vand.

Brandslukningen gik så stærkt, at lufthavnens eget redningskorps først nåede frem, da besætningen havde fået slukket ilden og ydet førstehjælp til den 14-årige pige. Hun blev siden kørt på hospitalet, hvor der blev konstateret en ti centimeter lang andengradsforbrænding på hendes lår.

Skaderne på flyet begrænsede sig til en lille brandskade på flyets gulvtæppe.

Ifølge rapporten hindrede råbende og stående passagerer både personalets fri bevægelighed og kommunikation under det, der bliver betegnet som en alvorlig hændelse i rapporten.

Ifølge Ekstra Bladet, der også har skrevet om sagen, er FN’s luftfartsorganisation undervejs med begrænsninger på blandt andet powerbanks i fly.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER