1,7 millioner kroner til ny specialklasserække

T
Af Tim Panduro og Kirsten Marie Juel Jensen
| | 0 min læsetid
1,7 millioner kroner til ny specialklasserække
Blandt meget andet så skal baderummene i Hollænderhallen have en overhaling. Arkivfoto

1,1 millioner kroner ekstra er netop blevet bevilget af By-, Miljø- og Klimaudvalget til at indrette det tidligere bibliotek på andensalen i Hollænderhallen til den nye specialklasserække. Et tilbud, der efter planen skal åbne dørene i skoleåret 2026/27.

Der var ellers allerede afsat knapt fire millioner kroner til ombygningen (ifølge en anlægsinvesteringsplan for 2026), der skal gøre det muligt for en helt ny specialklasserække med ti elever at flytte ind. Men grundet uforudsete udgifter til blandt andet brandforhold og akustik skal udvalget finde 1,1 millioner kroner ekstra til projektet.

»Det er ærgerligt, at budgetterne skrider. Men når man går i gang med den type opgaver, er der ting, der kan overraske,« fortæller Nicolaj Bertel Riber (A), formand for udvalget.

Han fortæller, at det blandt andet handler om, at trappen til anden sal i Hollænderhallen skal laves om, så den overholder brandkrav.

Det betyder dog ikke, at biblioteket, der lå der før, ikke har været sikkert.

»Men det handler om, hvad lokalerne skal bruges til. Formålet er et andet i dag, og man er blevet opmærksom på, at det skal betyde ændringer,« siger Nicolaj Bertel Riber.

Rammerne skal passe

Også Børne-, Borger- og Velfærdsudvalget har netop haft penge til den nye specialklasserække på dagsordenen. Her har man nemlig besluttet at bruge 600.000 fra en pulje i budgetaftalen for 2026, der er dedikeret til kvalitetsudvikling af eksisterende indsatser, på specialklasserækken. Pengene skal gå til møbler, IT og undervisningsmaterialer, så eleverne, der har forskellige behov og spænder over flere klassetrin, kan få en differentieret undervisning.

»Når vi opretter et lokalt specialtilbud, skal vi også sikre, at rammerne er til stede. Ellers risikerer vi at svigte den opgave, vi selv har taget på os,« siger Henrik Kjærsvold-Niclasen (V), formand for Børne-, Borger- og Velfærdsudvalget.

Beslutningerne skal også behandles på henholdsvis kommunalbestyrelsesmøde og økonomiudvalgsmøde senere på måneden.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER