18-årig ville overhale: Endte på mark ved Kirkevej

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
18-årig ville overhale: Endte på mark ved Kirkevej
Bilen blev totalt ødelagt ved ulykken – men ved et utroligt held slap de to personer i Renaulten ifølge politiet alligevel med lettere skader. Foto: TorbenStender

En 18-årig mand i en ældre Renault Laguna slap ikke heldigt fra en overhaling langfredag kort før klokken 20.

Manden kørte ad Kirkevej i retning mod Store Magleby, da han ifølge Københavns Politi ville overhale en anden bilist. Han mistede herredømmet over bilen, der ramte et vejtræ i venstre side med så stor kraft, at træet er blevet knækket ved roden. Bilen skrællede derefter barken af det næste træ og flåede et stykke af en betonkant, inden den landede på taget på en mark omkring 30 meter fra, hvor træet blev ramt.

Ifølge Københavns Politi blev den 18-årige og hans ligeledes 18-årige mandlige passager kun lettere kvæstet ved ulykken, der var så voldsom, at det bagerste hjulsæt blev flået af.

Ifølge Københavns Politi er de præcise forhold omkring uheldet ikke klarlagt – herunder, om føreren skal sigtes. Politiets presseafdeling oplyser, at Københavns Politi undersøger de nærmere omstændigheder i forbindelse med færdselsuheldet.

Ulykke Kirkevej langfredag Tim Panduro (12).JPG
Bilen nedlagde et træ og knækkede en betonkant, inden den fløj ind over marken. Foto: Tim Panduro

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER