
20.000 passagerer blev påvirkede og omkring 100 starter og landinger blev aflyst, efter at Københavns Lufthavn klokken 20.30 mandag aften blev ramt af forstyrrelser på grund af det, der er blevet beskrevet som to-tre store droner.
Det er kommet frem på et pressemøde, der streames på flere af de landsdækkende medier, hvor Naviar, Københavns Politi og lufthavnen deltager. Pressemødet begyndte klokken syv tirsdag.
Meldingen fra lufthavnens repræsentant er, at der fortsat vil være påvirkninger i trafikken i dag. Direktør Kristoffer Plenge-Brandt vurderer, at der vil blive aflyst 10-12 procent af dagens flyvning.
Politiinspektør Jens Jespersen fra Københavns Politi gav også et overblik over, hvad politiet ved – og hvordan der efterforskes.
Han fortalte blandt andet, at dronerne tilsyneladende ikke var der i et angribssigte, men for at blive set. De tændte og slukkede blandt andet for deres projektører flere gange.
Adspurgt af en journalist om, hvorfor man ikke skød dronerne ned, lød svaret, at det ikke var så godt over en lufthavn – og adspurgt om elektronisk jamming, der lammer dronerne, var svaret mere eller mindre det samme.
»Konsekvensen er den samme, om man jammer elektronisk eller skyder den ned, og lufthavnen er et uheldigt sted for ting, der falder ned fra himmelen.«
Politiet efterforsker i kontakt med forsvaret og Politiets Efterretningstjeneste, og der følges flere spor. En journalist spurgte til, om hvorvidt det kunne være russere, der stod bag.
»Det kan jeg ikke sige noget om. Det ved jeg simpelthen ikke. Ud fra en samlet vurdering er det en kapabel aktør, men hvem kan vi ikke sige det,« Jens Jespersen.
Politiet vil ifølge Jens Jespersen være til stede nær lufthavnen med synligt politi og muligvis også særlige kapaciteter de næste dage.
Politiets aktionsstyrke var desuden i luften over lufthavnen i en helikopter mandag aften.
Alle, der har optagelser eller har gjort observationer bedes kontakte politiet på 1-1-4, lyder det fra politiinspektøren.