29-årig varetægtsfængslet efter dødsulykke i Store Magleby

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
29-årig varetægtsfængslet efter dødsulykke i Store Magleby
Ulykken skete tæt på Kirkevejskrydset ud for busstoppestedet i retning mod Tårnby. Foto: Tim Panduro

En 29-årig mand er blevet varetægtsfængslet i 20 dage i forbindelse med den dødelige trafikulykke ved busstoppestedet på Englandsvej ved Kirkevejskrydset i Store Magleby tirsdag aften.

Her blev en 68-årig kvinde dræbt, da hun blev ramt af en UTV – et terrængående firhjulet køretøj, der alt efter type enten er indregistreret som bil eller som traktor. Kvinden var i selskab med sin mand, der ikke kom fysisk til skade ved påkørslen. Ægteparret var ifølge oplysninger fra politiet på cykel, da de blev påkørt.

Den 29-årige meldte sig selv onsdag og blev fremstillet i grundlovsforhør. Ifølge Berlingske nægter han sig skyldig i sigtelserne for uagtsom manddrab og for at undlade at hjælpe på ulykkesstedet.

Dørene blev lukket til grundlovsforhøret, men forinden nåede det ifølge Berlingske at komme frem, at manden er sigtet for at have kørt over for rødt, hvorefter han mistede herredømmet over køretøjet. Ifølge de første oplysninger fra politiet, var der to personer på UTV’en, da ulykken skete. Men kun en er indtil videre sigtet.

Manden blev varetægtsfængslet af frygt for, at han ellers kan påvirke sagens efterforskning.

Politiet brugte efter ulykken lang tid på ulykkesstedet for at sikre sig spor og lave tekniske opmålinger – et arbejde, der fortsatte onsdag formiddag. Desuden blev der gået efter spor med politihunde.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER