Den firlængede Nordgårdens gårdsplads dannede rammen, da Amagermuseet tirsdag slog dørene op for sin seneste særudstilling. Et passende rum – både fordi gårdidyl og majsol harmonerer ganske godt, og fordi flyvemaskinernes brølen i baggrunden stod i stærk kontrast til skråtage og toppede brosten og dermed fik understreget særudstillingens tema.
Den bærer nemlig navnet Iscenesat! og fortæller gennem mødet mellem den nationalromantiske maler Julius Exners hollændermotiver og fotokunstneren Claus Peuckerts genfortællinger af Exners malerier, hvordan motiverne i begge tilfælde er iscenesatte, og hvordan vi nok kan bevare fortidens interiører og genstande, men ikke kan fastholde fortidens tankesæt og livsformer.
Temaet har også en anden dimension, fortalte museumsinspektør Leni Larsen, der var en af åbningens mange talere.
»Rigtig mange har fokus på iscenesættelse i dag, især blandt de unge, der præsenterer sig på billeder, hvor morgenhåret er valgt fra. Men det er langtfra nyt. Når vi skulle fotograferes for 100 år siden, var det i det fineste tøj. Nogle gange havde man det ikke selv, men så måtte man låne det hos fotografen,« sagde hun blandt andet.
Udstillingen er sat op i anledningen af 200-året for Julius Exners fødsel. Han var også en mester i iscenesættelse, når han skildrede hollænderbønderne som idealiserede væsener i den demokratiske opdragelse, der foregik i hans tid ved lærredet.
»Hos Exner får vi serveret det pæne liv. Det er velhavende bønder i godt selskab. De skændes ikke, og der er ikke noget regnvejr. I udstillingen sætter vi lidt fokus på det liv, der også har været, gennem små beretninger, man kan læse i loftet,« fortalte museumsinspektøren.
