Ansvarlig udvikling med respekt for Dragør

a
Af admin
| | 0 min læsetid

Debatten om det nye mulige erhvervsområde har været og er fortsat præget af myter, fejlopfattelser og forkerte påstande. Men bag diskussionen ligger en konkret og gennemarbejdet proces, der handler om at skabe plads til lokale arbejdspladser – på en måde, der både respekterer Dragørs særkende og sikrer bæredygtighed.

Vi – Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Moderaterne og Venstre i Dragør – står sammen om at gennemføre udviklingen af området med omtanke, kvalitet og åbenhed.

Et område planlagt gennem 20 år

Arealet vest for A.P. Møllers Allé og frem mod Ryvej har siden 2005 været udlagt som et perspektivområde i kommuneplanen. I 2021 muliggjorde en bekendtgørelse fra Folketinget erhvervsudvikling i området, og siden 2022 har kommunalbestyrelsen arbejdet med mulighederne for at gøre planerne til virkelighed.

Området skal være en naturlig forlængelse af det eksisterende erhverv på A.P. Møllers Allé – med samme arkitektur, højde og grønne karakter. Arbejdet med helhedsplanen, som nu er sat i gang, bliver den ramme, der senere danner grundlag for en lokalplan. Den beskriver både udbygningens faser, bæredygtighed, trafikforhold, arkitektur, støj og regnvandshåndtering.

Kun let erhverv – ingen logistikcentre eller tung trafik

Der har været fremsat flere påstande om, at A. P. Møllers Allé II skulle blive et område fyldt med lastbiler og store lagerbygninger. Det er forkert, da det er besluttet af kommunalbestyrelsen, at vi ikke vil have lager- og logistikfaciliteter på området.

I opgavebeskrivelsen for helhedsplanen slås desuden fast, at området udelukkende skal rumme erhverv i miljøklasse 1-3, det vil sige mindre håndværksvirksomheder, serviceerhverv og lettere produktion med lavt støjniveau. Logistik- og lagervirksomheder er dermed specifikt udelukket.

Der skal desuden foretages støjanalyse for at sikre, at Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier overholdes, og at trafikstøj dæmpes med de nødvendige afskærmninger. Det betyder, at ingen naboer vil blive udsat for støjniveauer over de tilladte grænser.

Trafik og adgangsforhold

Et vigtigt element i planlægningen er trafikken.

Kommunalbestyrelsen ønsker fortsat, at erhvervstrafikken kan ledes fra Kystvejen via Ryvej, men da anlægsudgiften er beregnet til omkring 17 millioner kroner, kan løsningen først realiseres, når der findes ekstern medfinansiering. Der vil derudover blive indarbejdet trafiksikkerheds- og støjreducerende tiltag i helhedsplanen.

Planen skal også vise sikre adgangsveje for cyklister og gående, så området ikke alene er funktionelt, men også trygt og grønt.

Bæredygtigt byggeri og grønne løsninger

Et centralt mål er, at erhvervsområdet skal udvikles efter bæredygtige principper.

I opgavebeskrivelsen for helhedsplanen nævnes lavemissionsbyggeri, energibesparende løsninger som solceller og varmepumper, miljørigtige byggematerialer, affaldssortering og etablering af el-ladestandere. Samtidig skal området indeholde grønne bælter og beplantning, som både forskønner og afskærmer mod naboområder.

Et realistisk projekt for lokale arbejdspladser

Dragør har i dag kun omkring 1.600 private fuldtidsarbejdspladser. Mange af vores erhvervsaktive borgere pendler derfor hver dag til andre kommuner. Et moderne, lokalt forankret erhvervsområde kan skabe nye arbejdspladser, styrke kommunens økonomi og give bedre service til borgerne – uden at gå på kompromis med naturen.

Området planlægges etapevis, så udviklingen kan ske i takt med efterspørgslen og med respekt for omgivelserne. På sigt kan området rumme flere hundrede nye arbejdspladser inden for mindre virksomheder, håndværk og lokal serviceerhverv.

Lokalt forankret udvikling – ikke styret udefra

Vi ønsker at understrege, at udviklingen af A. P. Møllers Allé II er et lokalt projekt. Det er kommunalbestyrelsen i Dragør, der fastlægger rammerne, ikke investorer udefra. Det er netop derfor, vi har sat arbejdet med helhedsplanen i gang – for at sikre, at udviklingen sker på Dragørs præmisser, med lokale værdier, og i tæt dialog med borgere og virksomheder.

Fremtid med omtanke

Dragør skal ikke stå stille. Men vi skal også udvikle os med respekt for vores by, historie og natur. Målet med udviklingen af helhedsplanen for erhvervsområdet vil skabe et solidt grundlag for en ansvarlig, grøn og lokalt forankret udvikling. Den vil sikre tryghed og klarhed for naboerne, nye muligheder for erhvervslivet og en fremtid med balance. Vi tre partier står skulder ved skulder om denne udvikling – for et stærkere, grønnere og mere selvstændigt Dragør.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER