Bedre opsyn skal hindre for mange børn i klasserne

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
Bedre opsyn skal hindre for mange børn i klasserne
Antallet af skolebørn og overblikket over dem var til debat hos politikerne. Arkivfoto: Tim Panduro

Politikerne skal fremover sikres et tidligt overblik over, hvordan antallet af skoleelever vil udvikle sig.

Det vedtog et flertal i kommunalbestyrelsen på seneste møde før sommerferien.

Forslaget blev vedtaget af Venstre, Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet, der havde stillet et forslag, som skulle imødegå et mere vidtrækkende forslag fra liste T om, at der skulle laves en fast plan for, hvordan man til enhver tid kan lave et niende klassespor på kommunens skoler, hvis børnetallet stiger.

I stedet for at lave en skuffeplan for det scenarie valgte de tre partier, at Børne-, Fritids- og Kulturudvalget et år inden skolestart skal tage stilling til, hvad der skal gøres, hvis der er udsigt til, at der kommer mere end 26 børn i klasserne.

Ni eller syv spor?

Liste T gik meget længere i sit forslag. Annette Nyvang, der repræsenterer listen i kommunalbestyrelsen, foreslog færdige planer for tre scenarier; at der kom mere end 24 elever i børnehaveklasser, 1. klasser og 2. klasser, at der kom mere end 26 elever sammesteds, og at der kom flere end 28 elever sammesteds. Samtidig foreslog listen, at der skulle laves en plan for, hvordan man etablerer et niende skolespor.

»Vi fik for nylig en mail fra forvaltningen, som viste, at de kommende 0. klasser ville være ulige fordelt. Heldigvis har vi fået at vide, at et par af børnene alligevel ikke starter i vore skoler. Men vi er bekymrede for, hvordan det udvikler sig. Børn bliver ved med at flytte til Dragør, og jeg har fulgt flere årgange, hvor der er kommet rigtig mange børn til. Hvis der kommer over 28 elever i klasserne, skal vi dele dem og lave et niende spor. Det er det scenarie, vi er nødt til at have en plan for,« sagde hun.

Henrik L. Kjærsvold-Niclasen, der er formand for Børne-, Fritids- og Kulturudvalget og repræsenterer Venstre, opfordrede til, at man fik styr på proportionerne.

»Vi står ikke med et varigt problem, men en midlertidig top i elevtallet. Befolkningsprognoserne viser et tydeligt behov for et ottende spor i 0. klasse, men fra 2029 ser det ud som, at der kun er behov for syv spor,« sagde han.

Moderaterne støttede liste T’s tilgang.

»Vi bør være på forkant, for det tager let fire-fem-seks år at udbygge på store projekter,« sagde hun blandt andet, mens den konservative Trine Søe var af en helt anden holdning.

»Man skal ikke have planer i skuffen. Man skal handle, når der er behov for det.«

Liste T’s forslag fik kun støtte fra listen selv, Sydamagerlisten og Moderaterne.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER