Man tager to–tre udkogte kartofler, en ugudelig mængde flormelis og en smule mandelessens. Og så ælter man, ælter noget mere, bander over at det ikke vil hænge sammen, giver så op og hælder endnu mere sukker på. Og endelig står man med en masse, der nok kræver en tre–fire krigsvintre at anerkende som en passende erstatning for marcipan. Men sådan var strabadserne så mange under besættelsens tyske herredømme.
Som deltager i Dragørs 4. maj-markering mandag i og omkring besøgscenteret på Gamle Havn måtte man føle sig lidt forkælet, når man peb over resultatet af det hårde slid med sukker og kartofler. De fleste børn og voksne, der æltede løs, havde netop deltaget i museumsinspektør Christian Aagaards rundvisning om besættelsen, der naturligvis rundede de danske jøders flugt i oktober 1943, hvor Dragør spillede en stor rolle. Den fortælling kan sætte de fleste hverdagsproblemer i relief.
Mere fredeligt var indledningen på dagen. Her sang Dragør Spirekor nydeligt for, mens en aldersmæssig mere broget skare sang med i en eftergørelse af besættelsestidens alsang.
Alsangen var fredelige protestaktioner mod tyskernes tilstedeværelse. Kuriøst nok havde man på denne dag, hvor man markerede nazismens nederlag, valgt at sætte »Jeg ved en lærkerede« på programmet. Den kønne lille sang er skrevet af arbejderdigteren Harald Bergstedt, der siden skiftede de røde faner ud med hagekorset, fik job på den nazistiske avis Fædrelandet og blandt andet skrev hyldestvers til Hitler. Anskuet med positive briller kan man se sangvalget som et udtryk for umådelig rummelighed her 81 år efter, at danskerne kunne sende »gæsterne« fra Tyskland hjem.
Dagen blev – traditionen tro – afrundet med andagt i Dragør Kirke med efterfølgende kransenedlæggelse ved mindestenen for de dragørborgere, der blev ofre for besættelsen.
