
Afklaringen af Dragør Bios fremtid er blevet udsat til august.
Det meddeler Dragør Borgerforening, der er den mulige køber af den historiske biograf på Jan Timanns Plads.
Mandag aften den 30. juni skulle borgerforeningen have holdt ekstraordinær generalforsamling for at afgøre, om der skal sættes penge i biografbygningen, hvor planen efterfølgende er at overlade driften til Dragør Biografforening.
Men nu er generalforsamlingen blevet kvalt i emnets popularitet.
Borgerforeningens lokaler i Beghuset har nemlig kun brandgodkendelse til 150 mennesker, og ifølge en melding fra foreningens bestyrelse var der forud for afholdelsen godt 140 tilmeldinger – foruden bestyrelsen. Dertil forventede man, at 20–40 medlemmer ville møde op udover de tilmeldte, og da medlemmer ikke må afvises i døren, ville der opstå pladsmangel.
Foreningen udskyder derfor den ekstraordinære generalforsamling til begyndelsen af august.