Store Magleby landsby kommer til at vokse i den kommende tid – i hvert fald på papiret.
Det sker, hvis visionerne i startredegørelsen for den opdaterede lokalplan for området bliver til virkelighed. Her bliver der lagt op til, at Møllevej 5–35, Gartnerstræde 8 og Ndr. Dragørvej 5 kan blive en del af lokalplanen, som udstikker rammer for, hvordan landsbyen bedst kan bevares.
Lokalplanen er sidst opdateret i 1996, og derfor tager den ikke stilling til blandt andet solceller, ladestandere og varmepumper. Formålet bliver dog også fremover at bevare landsbyens struktur, bebyggelse og beplantning, samtidig med at ny- og ombygninger tilpasses bevaringshensyn. Den nye lokalplan skal understøtte renovering af alle hustyper, men med særligt fokus på de ældste bygninger.
Bevaringen skal ifølge startredegørelsen styrkes ved hjælp af stilblade, som beskriver de forskellige bygningstyper og sikrer, at renovering og tilpasning tager hensyn til den arkitektoniske helhed.
Der vil også være fokus på særligt bevaringsværdige træer og andre planter.
»Beplantningen i Store Magleby spiller også en central rolle for landsbyens karakter. Derfor foreslås en opdatering af det eksisterende kort over bevaringsværdig beplantning samt en præcisering af kravene til fældning og beskæring, så værdifuld beplantning beskyttes bedst muligt,« hedder det i forvaltningens oplæg.
For hestefolket vil der også være nyt. Der er mange heste i området, og der skal laves klare kriterier for, hvornår hestehold er en hobby, og hvornår det er erhverv.
Startredegørelsen ridser grundprincipper for lokalplansforslaget op, men selve forslaget skal først i høring hos borgere og organisationer og godkendes af kommunalbestyrelsen, før det bliver til en egentlig lokalplan.