I løbet af 2027 får Dragør igen en premierebiograf.
Det er håbet fra Flemming Aunel fra Dragør Borgerforening og Mette Jansen fra Dragør Biografforening, efter at det sidste forbehold for borgerforeningens køb af den historiske biograf på Jan Timanns Plads mandag eftermiddag udløb.
Med købet er den første, svære etape af genoplivningen af biografen gennemført. Forude ligger stadig et stort arbejde med at få gjort den 98 år gamle biograf tidssvarende.
Købsprocessen har været langtrukken – men er nu faldet på plads, blandt andet takket være en opdeling af ejendommen, så en lejlighed på førstesalen er skilt ud.
Tiden med forhandlingerne med den hidtidige ejer om købet er blevet brugt til at lægge planer for fremtiden, fortæller Flemming Aunel, der er ansvarlig for projektet på borgerforeningens vegne. Repræsentanter fra de to foreninger har nemlig mødtes hver anden lørdag i hele perioden.
Det forarbejde har været vigtigt. Der skal rejses en del penge, før biografen er klar til genåbning. Den første donation på 657.500 kroner er hjemme fra Nordea Fonden. De penge er øremærket til at øge tilgængeligheden for handicappede. Men der skal bruges flere penge, før Dragør har en tidssvarende biograf.
»Vi har en strategi for fondssøgning og byggestrategi,« siger Mette Jansen, som tilføjer:
»Vores håb er, at vi kan åbne i foråret 2027, men det kræver, at både fondssøgning og byggeriet går godt.«
Borgerforeningen har købt biografen for at forpagte den videre til biografforeningen, og planen er, at biografens indtægter alene skal dække ejendomsudgifterne, så borgerforeningen ikke kommer til at tjene på ejerskabet.
Hvis projektet lykkes, får Dragør en biograf igen efter fire år.
Dragør Biografforening opgav i 2023 at drive biografen videre, blandt andet fordi der ikke kunne findes penge til en tiltrængt renovering. Dermed var Dragør uden biograf for første gang i 95 år.
Samme år blev købet første gang diskuteret på en generalforsamling i borgerforeningen, og sidste år besluttede et flertal i foreningen, at den skulle være biografejer
Formand for Erhvervs-, Turisme-, Kultur- og Fritidsudvalget i Dragør Kommune Trine Søe er glad for, at biografen nu står til at blive genoplivet.
»Vi er sindssygt glade for, at biografen kommer tilbage, for det giver liv og kultur i byen,« siger hun.
Partierne bag det seneste budgetforlig havde da også forberedt sig på situationen. I budgettet er der afsat et beløb, som biografforeningen kan søge til driften, når biografen er genåbnet.
»Det giver ro i maven for os som politikere at vide, at pengene er afsat, når biografen kommer på banen igen,« lyder det fra udvalgsformanden.