Forholdene på plejehjemmet Enggården skal forbedres – og det skal ske synligt og hurtigt. Ellers må kommunen finde nogle andre til at drive det.
Sådan kan en ny udmelding fra Dragørs konservative borgmester Kenneth Gøtterup opsummeres.
»Hvis ikke der inden for meget få måneder kan ses en tydelig fremgang i kvaliteten af indsatserne, herunder også forvaltningens faglige ledelse, er det min hensigt, at vi politisk må vurdere, om vi reelt er i stand til at løfte den faglige kvalitet til det niveau, vi alle ønsker,« skriver Kenneth Gøtterup i en pressemeddelelse om den politiske udmelding.
»Det betyder, at vi skal have mod til at drøfte, om plejehjemmet skal udliciteres som en selvejende institution med driftsoverenskomst med Dragør Kommune. Udliciteringen kan ske med en af de store nonprofit sociale organisationer på markedet.«
Urolige tider
Kenneth Gøtterup understreger, at der er tale om en politisk udtalelse fra ham selv og ikke en pressemeddelelse fra kommunen. Der ligger således ikke en kommunal beslutning bag udtalelsen, som kommer efter lange tiders uro om plejehjemmet.
Først på året gennemførte konsulentfirmaet Muusmann efter et politisk ønske en undersøgelse af den faglige kvalitet på Enggården.
Den medførte en udskiftning af ledelsen og en genopretningsplan. Undersøgelsen viste ifølge Kenneth Gøtterup, at der var brug for flere faglige kompetencer, en genopretning af instrukser og vejledninger, samt øget fokus på faglig ledelse og den generelle plejefaglige kvalitet.
Beboer blev glemt
I marts 2025 vedtog et stort flertal i kommunalbestyrelse en samlet udviklingsplan. Der er desuden besluttet en varig tillægsbevilling på knap millioner kroner til ekstra faglige kompetencer, samt 2,1 millioner kroner til implementering af rapporten.
Ledelsen af Center for Sundhed, pleje- og rehabilitering samt plejehjemmets lokale ledelse arbejdet med implementeringen af udviklingsplanen siden foråret, blandt andet i samarbejde med Dansk Center for Patientsikkerhed.
Det hindrede ikke en nylig sag, hvor en beboer blev glemt på sit værelse i adskillige timer. Beboeren døde ni dage efter, og selv om der ikke kunne dokumenteres en entydig sammenhæng mellem dødsfaldet og forsømmelsen, blev der vedtaget to politiske tiltag:
- Løbende ekstern kontrol
- Oprettelsen af en kvalitetsafdeling i kommunens Center for Sund, pleje og rehabilitering, hvor plejehjemmets ledelse kan få faglig støtte til at gennemføre udviklingsplanen.
For langsomt
Men det går ikke stærkt nok, mener Kenneth Gøtterup.
»Jeg har som borgmester haft flere samtaler med forvaltningen. Det er min vurdering som borgmester, at resultaterne for genopretningen ikke sker med tilstrækkelig hastighed, og der er usikkerhed om, hvorvidt indsatserne reelt også giver anledning til den forventede effekt i plejen,« siger han og understreger, at det haster med resultaterne.
» Vi er som samlet organisation udfordret på at vurdere, om de konkrete initiativer vi igangsætter, virker efter hensigten, så borgerne får den rette omsorg og pleje,« hedder det fra borgmesteren, der altså foreslår en udlicitering af plejehjemmet, hvis ikke der kommer synlige forbedringer.
»Det er min vurdering, at den nye ledelse på Enggården er kompetent, men vi bør være åbne for at drøfte andre samarbejdsformer,« skriver han.
Modstand fra støttepartier
Den drøftelse får han næppe med Socialdemokraterne og Venstre, der ellers er med i konstitueringsaftalen og dermed har sikret borgmesteren flertal for at sætte sig på posten.
Socialdemokraten Nicolaj Bertel Riber, der er formand for Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget og viceborgmester i Dragør, går skarpt i rette med forslaget i en skriftlig udtalelse.
»At true med udlicitering som en form for pression mod ledelse og medarbejdere er ikke vejen frem – tværtimod. Det kan skabe usikkerhed og frustration blandt både ansatte, beboere og pårørende. I øvrigt tyder erfaringer fra andre kommuner på, at udlicitering/privatisering ikke løser de udfordringer, et plejehjem kan stå overfor,« skriver han blandt andet.
»Vi deler ønsket om fremdrift og et Enggården i balance. Men det opnår man ikke ved at så tvivl om institutionens fremtid. Tværtimod har Enggården brug for opbakning og tillid – ikke trusler om udlicitering.«
Heller ikke Venstre støtter op om ideen. I en udtalelse hilser partiets borgmesterkandidat Henrik Løwenheim Kjærsvold-Niclasen borgmesterens fokus på kvaliteten i plejen velkommen. Men der slutter de rosende ord.
»Venstre deler borgmesterens bekymring for tempo og kvalitet i implementeringen – men mener, at den drøftelse bør ske internt. Offentlige udmeldinger på nuværende tidspunkt risikerer at skabe usikkerhed blandt medarbejdere, beboere og pårørende,« hedder det i udtalelsen.
»Når en organisation er i gang med at løfte sig fagligt, skal vi som politikere bakke op og ikke skabe tvivl. Vores medarbejdere og ledere har brug for stabilitet – ikke skiftende signaler, som risikerer at afspore processen.«
En dør på klem
Venstre vil fastholde Enggården på kommunale hænder, men ønsker et friplejehjem som supplement – og åbner en dør på klem for andre forandringer.
»Hvis det på sigt viser sig, at vi ikke kan løfte kvaliteten til det niveau, borgerne med rette kan forvente, skal vi naturligvis være åbne for at se på andre driftsformer. Men her og nu er det vigtigt vi står sammen om den allerede besluttede genopretningsplan, da andre løsninger under alle omstændigheder vil tage lang tid at implementere – tid vi ikke har, for det haster med genopretningen,« hedder fra Henrik Løwenheim Kjærsvold-Niclasen.