Borgmester: Udmelding fra regeringen betyder næppe metro til Dragør

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
Borgmester: Udmelding fra regeringen betyder næppe metro til Dragør
Kenneth Gøtterup. Foto: Tim Panduro

Drømmen om, at Dragør Kommune får en eller flere metrostationer, er blevet aflivet igen og igen – og borgmester Kenneth Gøtterup har ikke fået forhåbningerne op, selv om grundlaget for den ny regering blandt andet siger, at regeringen vil »indgå i et samarbejde med Københavns Kommune om potentialerne i en yderligere udvidelse af metroen i København, der bygger oven på de udvidelser af metronettet, der er aftalt mellem staten og Københavns Kommune«. 

Det fortæller Kenneth Gøtterup – der som konservativ repræsenterer et af de partier, der er i opposition i Folketinget – til Dragør Nyt i et skriftligt svar.

»Ved seneste undersøgelse af udbygningen af metrolinjen scorede Dragør dårligst på alle parametre. Jeg tror ikke, det er realistisk, at vi får en metro. Derfor er mit fokus, at vi hele tiden skal optimere på vores busdrift, så vi får flest mulige busafgangen fra Dragør til Metroen, og det bliver let for Dragørs borgere at komme til og fra metrostationerne,« skriver han.

Netop busdriften – og den øvrige kollektive trafik – er også omtalt i regeringsgrundlaget.

Det skal blandt andet undersøges, hvordan den kollektive transport kan gøres mere attraktiv, og der skal afsættes to milliarder kroner til billigere offentlig trafik og gratis transport til unge under 22 år.

Udmeldingen kommer oven på et forår, hvor den ny Region Østdanmark har varslet en stor risiko for voldsomme nedskæringer på regionens busser – herunder S-buslinjer som 250S, der er Dragørs mest brugte buslinje.

Kenneth Gøttterup er som borgmester forsigtig med at blande regeringens udmelding og risikoen for nedskæringer sammen.

»Vi afventer stadig Region Østdanmarks beslutning vedrørende S-linjerne. Den beslutning tror jeg først kommer, når der er forhandlet en økonomiaftale mellem Danske Regioner og regeringen. Men min melding er helt klar til Region Østdanmark og regionsrådsformand Lars Gaardhøj. Dragør kan ikke undvære sin buslinje, som regionen driver,« skriver han, inden han går i krig med regeringsudspillet.

»Regeringens udspil om kollektiv trafik er svært som borgmester at forholde sig til. Vi ved først, hvordan de vil strikke det hele sammen, når vi har set finansieringen. Men generelt i forhold til regeringsgrundlaget er jeg meget bekymret for, at man lover for meget, man har ikke finansieringen på plads, og at man lader regningen ende hos kommunerne,« tilføjer han.

Kenneth Gøtterup er ud over at være borgmester også formand for det regionale Trafikselskab Movia. I den rolle har han en tilsvarende bekymring om finansieringen.

»Vi er som trafikselskab p.t. ved at vurdere regeringens udspil og omkostningerne i deres forslag om gratis trafik. Hvis ikke regeringen kompenserer fuldt ud for den faldende indtægt, vil det jo betyde, at kommunerne står tilbage med en regning, og det er på ingen måde rimeligt. Og dertil kommer også, at man bør se på, om kapaciteten, det vil sige antallet af busser, er tilstrækkelig, hvis den gratis bustransport medfører flere passagerer. Men regeringsgrundlaget er nyt, og vi vil forholde os til det løbende,« lyder det fra Kenneth Gøtterup.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER