Brede bud på borgmesterposten

T
Af Tim Panduro
| | 0 min læsetid
Brede bud på borgmesterposten
Både Nicolaj Bertel Riber (A) og Kenneth Gøtterup (C) peger naturligt nok på dem selv som borgmesterkandidat. Men det er de bestemt ikke ene om. Foto: Freja Bundvad

Da den regionale tv-station TV 2 Kosmopol i sidste uge havde valgdebat med kandidaterne fra Dragør, rundede de den timelange udsendelse af med det store spørgsmål: Hvem peger kandidaterne på som borgmester?

For Liste T’s Peter Læssøe, Det Konservative Folkepartis Kenneth Gøtterup, Socialdemokratiets Nicolaj Bertel Riber og Venstres Henrik Kjærsvold-Niclasen var svaret klart – nemlig dem selv.

Den radikale Else Lykke Madsen sagde, at svaret kunne findes i hele det politiske spektrum.

»Vi stemmer på dem, der giver os flest af vore mærkesager,« sagde hun blandt andet.

Leif Nielsen, der er spidskandidat for Socialistisk Folkeparti, var også klar til at kigge bredt.

»Hvis man skal have SF, skal man investere i mennesker,« sagde han, mens Moderaternes Lisbeth Dam Larsen fremhævede to helt konkrete mærkesager.

»Det vigtigste for mig er, at vi får styr på Enggården og på forholdene for børn med særlige behov,« hed det blandt andet.

I hvert fald ikke rødt

Morten Dreyer, som stiller op for Dansk Folkeparti, havde to mulige kandidater:

»Der er kun to reelle kandidater. Det er enten mig, for jeg har den største erfaring, og ellers vil jeg pege på Kenneth Gøtterup.«

Frank Green Strathe fra Danmarksdemokraterne lagde ud med at fortælle, hvem han ikke ville have.

»Danmarksdemokraterne kunne aldrig pege på en rød. Det vil aldrig ske med mig bag roret,« sagde han, inden han pegede på Kenneth Gøtterup, hvis konservative parti da også er i valgforbund med Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne.

Michael Thurau fra Liberal Alliance pegede på sig selv, men satsede også bredere.

»Jeg er den eneste, der fører en udviklingsagenda til gavn for velfærden. Så jeg støtter dem, der kan støtte op om det,« sagde han.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER